forside

 

 

 

 

 

 

 




 

     


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

les

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Kapitel 1 - Nuet



 

 

 

Hun havde sagt hun ville tage de blŒ sko pŒ. Det sagde hun altid. Og altid med samme overbevisning. Hun sagde det, mens hun gestikulerede med den ene hŒnd. Hun mente det virkelig. De blŒ sko. Hun stod i d¿rŒbningen og holdt den ene hŒnd pŒ karmen, l¾nede sig fremad, sŒ hele hendes v¾gt balancerede et sted midt mellem hendes arm og den rustikke, hvidmalede d¿rkarm. Den var malet med terpentinmaling. Gammeldags terpentinmaling, for den havde tydelig glans. Man brugte ikke l¾ngere den slags maling, det var for giftigt - men ogsŒ smukt. Hvorfor var det giftige ofte smukt?

Om nogle Œr ville det blive gulligt, som elfenbenstangenter pŒ gamle flygler.  

 

Hun lagde hovedet lidt pŒ skrŒ, sŒ hŒret akkurat k¾rtegnede d¿ren med de mange forskellige lag og m¿nstre af tr¾. Hun tog fat med begge arme i hver sin karm og smilte hemmelighedsfuldt, mens hun svingede sig frem og tilbage mellem de to rum. Mellem spisestuen og arbejdsv¾relset. Mellem forn¿jelse og tanke og nutid og datid. Hun t¾nkte, at hun lige pr¾cis befandt sig i nuet hver gang hun stod fuldst¾ndig lodret, og hele kropsv¾gten hvilede pŒ fodpanelet under hende. Hun t¾nkte pŒ om arbejdsv¾relset eller spisestuen skulle v¾re fremtiden eller datiden. Hvad skulle hun nu? Arbejde? Spise?

 

Hun koncentrerede sig om at blive i nuet hver gang hun stod lodret. Hun ville helst undgŒ at tage stilling til hvorvidt det at l¾ne sig fremad skulle f¿lge den naturlige lov og v¾re fremtid.   Hvorfor kunne det at l¾ne sig tilbage ikke v¾re fremtiden? Det var jo netop nŒr hun l¾nede sig tilbage, at det blev farligt og sp¾ndende. Det var der hun nemmest ville miste balancen og ikke kunne se hvad der ventede. Hun kunne selvf¿lgelig ogsŒ lukke ¿jnene nŒr hun l¾nede sig fremad, det ville g¿re det mere sp¾ndende. Hun lukkede ¿jnene. Nu havde hun to fremtider adskilt af en nutid midt mellem de to rum. Hun havde erstattet datiden med en ekstra fremtid og blev i tvivl om hvorvidt det var tilladt at manipulere med tid og rum, blot fordi hun var i tvivl om hvorvidt det ville v¾re bedst at arbejde eller spise.  

 

Hun stoppede bev¾gelsen og stod fuldst¾ndig lodret, befandt sig pr¾cis i nuet. Hun m¾rkede sin krop helt tydeligt. M¾rkede hvordan de smŒ hŒr dansede let pŒ en vind, der havde fundet vej gennem en Œben altand¿r. Hun fornemmede hvordan de smŒ hŒr svajede rytmisk fra side til side, ogsŒ de havde et nu. Midt mellem de to sideskift. Hun kunne h¿re alt. Sekundviseren. OgsŒ den havde et nu, midt mellem de to skift, men den adskilte sig ved ogsŒ at v¾re i nuet pr¾cis i det sekund den skiftede. Hun lyttede til sin krop. Hendes puls var synkron med uret i v¾relset ved siden af. Hendes vejrtr¾kning fulgte lysten til at blive r¿rt ved. En ber¿ring der skulle starte indefra. F¿rst helt let pŒ indersiden af huden, som fingre der bev¾gede sig vedblivende og langsomt, og som kun var i bev¾gelse, fordi ingenting stŒr fuldst¾ndig stille. 

 

Hun m¾rkede f¿lelsen af ber¿ring sŒ voldsomt, at hjertet forplantede sine slag som en knyttet hŒnd inde bag brystet. Hun kunne n¾sten ikke tr¾kke vejret og Œbnede munden mens hun pressede hovedet bagover, sŒ halsmuskler og blodŒrer blev synlige. Pulsen kunne afl¾ses som smŒ hurtige bev¾gelser under de sp¾ndte muskler og for hvert slag fulgte en st¿rre lyst til ber¿ring. Hun m¾rkede hvordan alting voksede indeni. Huden sp¾ndte sig ud efterhŒnden som floden af varme l¿b gennem hendes krop. Helt i centrum befandt sig en lysende kugle. I hendes inderste voksede et lys sŒ st¾rkt at intet kunne tr¾nge igennem. Den lysende kugle trak stoffet i kernen endnu t¾ttere sammen og lyset blev stadigt skarpere.

 

Alt i hende trak sig sammen som en stor urkraft. Hun knappede de ¿verste knapper pŒ skjorten op og huden glinsede af varm lyst. Hjertet hamrede bag det sp¾ndte bryst og hun mŒtte holde fast med begge h¾nder for ikke at miste balancen. Alt i hende sk¾lvede og trak sig sammen for til sidst at blive sŒ t¾t, at intet nogensinde kunne opnŒ samme tyngde.  Perler af sved pressede sig ud gennem lag af hud og standsede over ¿jenbrynene. En rest af perlen bev¾gede sig langs overkanten af brynet og begyndte et lodret fald ved tindingen og gled lige sŒ forsigtigt ned af hendes kindben. Andre perler fulgte hendes lyst og faldt ned pŒ hendes bryst. Andre var dristige og kyssede hendes l¾ber. Nogle l¿b hele vejen ned af hendes arm og forl¾ngede hendes fingre. Fingrene r¿rte pŒ sig og hun smilte. Den lysende kugle havde forplantet sig i hele hendes krop. NŒr hun bev¾gede sin finger sendte den en lang lysende hale efter sig. Hun lavede cirkler, snurrede rundt med den ene arm og da hun stoppede bev¾gelsen var der en lysende ring rundt om hendes krop. Alle bev¾gelser blev forl¾nget af et lys der var sŒ smukt, at intet ord nogensinde ville kunne opnŒ en forstŒelse. 

 

Hun Œbnede sine ¿jne. Ganske langsomt. V¾relset ¾ndrede form. Lyset bearbejdede v¾ggene. Skyggerne blev diffuse og alt der syntes d¿dt fik liv. Hun lukkede sine ¿jne igen og m¾rkede pŒ ny sin lyst til ber¿ring. M¾rkede hvordan lyset k¾lede for hende. F¿rst langs nakkehŒrene, og videre ned over rygs¿jlen, hun skiftevis krummede sin ryg og sk¿d brystet frem. Bev¾gelserne var f¿rst langsomme og man kunne se hvordan hendes muskler arbejdede henover den sp¾ndte ryg. Hun Œbnede munden og l¾berne sitrede. De voksede i takt med Œndedr¾ttet og blev t¾ttere og tungt. L¾berne sendte smŒ partikler af lys ud i rummet. Hendes hŒr var fugtigt. ¯jnene flakkede. Hjertet sendte et specielt lys ned i livmoderen. Hun m¾rkede tydeligt at der blev k¾let for alt der kunne f¿le lyst. 

 

H¾nderne gled op og ned af d¿rkarmen og kanten af neglen blev boret ind i det malede tr¾. Lyset lagde sig som st¿v pŒ det yderste af neglene og halen af lys fulgte hendes lodrette bev¾gelser. Hun holdt vejret og m¾rkede hvordan alting voksede. Hun sŒ ind i sig selv. Alt var m¿rkt indtil det magiske lys gled igennem hende og efterlod et vidunderligt hvidgult sk¾r. Hun Œbnede sine ¿jne, flakkende og fulde af lyst. Hun lukkede dem igen og kiggede ind i sig selv. Livmoderen lignede en stor lysende sol. Hun sŒ ud gennem navlen og v¾relset havde forvandlet sig til et rum uden v¾gge. Hun m¾rkede en vind gŒ gennem rummet. Et lys blev t¾ndt som en vej foran hende. Hun strakte sin hŒnd frem.

En lysende tunnel kom til syne, mens gulvet under hende forsvandt. Hun stod nu pŒ ingenting, i ingenting. Hendes mave gjorde sig klar til et frit fald. Den omrokerede alle organer lynhurtigt og en kildende fornemmelse var allerede begyndt selvom hun stod fuldst¾ndig stille. Hun tog et forsigtigt skridt fremad. Der var helt sort under hende.

Netop idet hendes fod flyttede sig og valgte et nyt stŒsted blev en lysende prik f¿dt.  Hun fulgte den lysende prik med sin finger. Hun kneb det ene ¿je sammen. Prikken flyttede sig hver gang hun fors¿gte at r¿re ved den med sin finger.  Hun flyttede foden igen, fordi prikkede havde trukket sig l¾ngere v¾k. Idet hun flyttede foden blev en ny lysende prik f¿dt.

Der var nu to objekter. Prik 1 og 2. P1 og P2. Hun observerede at prikkerne holdt n¿jagtig samme afstand imellem sig, hvis den ene prik flyttede sig gjorde den anden det ogsŒ, i pr¾cis samme tempo. Kunne P1 og P2 telepatere? De var som et f¾lles nu. En f¾lles organisme. En symbiose. Hun turde ikke flytte sig mere. Hvad ville der ske hvis hun gjorde? Ville der komme en prik mere, som kunne forstyrre P1 og P2. Ville den tredje prik blive deres barn eller en rival. Kunne hun ved at tage et skridt ¿del¾gge andres lykke? Eller g¿re dem lykkelige?    




Hun svingede sig frem og tilbage. Hver gang hun svingede sig fremad blev rummet mindre og hver gang hun svingede sig tilbage blev rummet st¿rre. Hun slog en kolb¿tte og stod pŒ h¾nder. HŒret r¿rte gulvet. Lyset faldt ind gennem altand¿ren pŒ en ny mŒde. Hun slog en ny kolb¿tte og en vejrm¿lle og svingede frem og tilbage. Hun rullede fra kolb¿tte og direkte op i hŒndstand. Hun pr¿vede at b¿je hovedet forover, men det var n¾sten umuligt. Lyset faldt stadig ind gennem altand¿ren pŒ en ny mŒde. Hendes bryster faldt nedad pŒ en ny mŒde. Hun pr¿vede at b¿je armene. Hun ville afpr¿ve om det var muligt for hende at gŒ fra hŒndstand og direkte over i at stŒ pŒ hovedet. Armene b¿jede forsigtigt og langsomt, det var sv¾rt at bed¿mme afstanden. SmŒ perler af overanstrengelse l¿b ned ad hendes ansigt. Armene var begyndt at ryste. Flere perler l¿b ned ad hendes krop. Det f¿ltes underligt nŒr alt l¿b den modsatte vej.

I badet startede alle perlerne med at l¿be fra panden og nedefter. Nu startede de smŒ perler ved f¿dderne og l¿b ned ad benet, videre ned ad maven, brystet, halsen og hagen. Hun b¿jede mere i armene, senerne var tydelige. Hun b¿jede lidt mere og der l¿b flere perler gennem hele hendes krop. Telefonen ringede.

Der l¿d et hŒrdt bump og hun endte i en stilling hvor hele kroppen lignede en kugle. Hun fandt sin ene arm og rakte ud efter r¿ret. Hallo? Hallo? Er der nogen? R¿ret blev lagt pŒ. Hun lagde sig ned pŒ gulvet, rummet snurrede langsomt rundt. Hun sŒ sig selv oppe fra. Liggende spredt ud mod alle fire verdenshj¿rner. ¯jnene blev ved med at se pŒ det samme punkt. Det udvidede sig. Punktet blev st¿rre. Hun skiftevis lukkede det ene og andet ¿je. Der var nu to punkter. De bev¾gede sig. Rummet blev m¿rkere. For hver gang hun blinkede med det ene ¿je kom der en lysende prik i loftet. En lysende prik mere og Žn mere. Men rummet blev stadig m¿rkere, som en nattehimmel. Efter at have skiftet ¿jne flere hundrede gange begyndte loftet at ligne en stjernehimmel. Der var m¿nstre og farver af lys i hvid og sart gul. Svovlgul. Safran. Hun bev¾gede den ene fod og endev¾ggen gav efter. Hun trykkede sin krop helt ned i gulvet. SŒ rejste hun sig lige sŒ forsigtigt og der var et tydeligt aftryk af hendes krop i gulvet. Hun lagde sig ned igen og m¾rkede sin voksende lyst til ber¿ring. Hun strakte sin ene arm ud til siden og v¾ggen gav efter igen. Hun strakte h¾nderne op mod loftet, det r¿rte pŒ sig og begyndte at antage en ny form.

Hun stirrede pŒ den lysende plet. Holdt sig selv fast i ingenting. Hvis hun tog et skridt nu, vidste hun ikke hvad der ville ske. Hendes vejrtr¾kning blev hurtig. Hun m¾rkede hvordan varmen str¿mmede op gennem sine ben. Helt op til indersiden af lŒrene. De sitrede. Sk¾lvede. Hviskede efter mere. Tiggede om mere. Bad. Hun m¾rkede lysten til ber¿ring. Hun sŒ pŒ de to lysende prikker. De begyndte at bev¾ge sig. F¿rst helt langsomt. Dansende. Som stumme elskere. En lysende hale blev f¿dt hver gang de r¿rte ved hinanden og halen snoede sig rundt med en sŒdan styrke at lyset slog gnister. Der l¿d et h¿jt brag. Et ¿jeblik senere blev hun v¾gtl¿s. Hun havde l¿ftet foden, taget et skridt. bnede munden og holdt vejret. Det var helt ubeskriveligt. Hvis der fandtes noget smukkere end dette ville hun sv¾rge det var ikke var sandt.          

 

 

Hun stod i ingenting, men faldt ikke. Hendes h¾nder var strakt op mod mŒnen. Endev¾ggen gav efter. Sidev¾ggen gav efter. Loftet r¿rte pŒ sig og Œbnede op. Helt langsomt. Som et tag der kunne skubbes til side. Hun tog et skridt mere. Hun mŒtte tage det skridt. Hun trak vejret dybt og holdt alt hvad hun kunne pŒ sig selv. Men hun kunne slet ikke holde pŒ sig selv. Alt i hende blev foldet ud. Det startede som en let prikkende fornemmelse. Det sp¾ndte fra brystet og ned i l¾nden. De steder hvor hun m¾rkede sp¾ndingen kraftigst lyste op og hendes lyst til ber¿ring voksede. Lyset skr¾llede lag af usikkerhed til n¿gen identitet. Alle sk¿nhedspletter og moderm¾rker blev fjernet. Aftegninger af blodŒrer og streger pŒ hud blev glattet ud. Alt hvad der havde en alder eller historie blev slettet. Kun pŒ denne mŒde kunne tiden oph¿re med at eksistere. Loftet Œbnede sig og en himmel med tusinde stjerner lyste op. Farvespektret var farver vi aldrig f¿r har set. Farver vi ikke vidste fandtes. Hendes hud var blevet m¾lkehvid og stjernebilleder pŒ himmelen lagde sig som moderm¾rker pŒ hendes krop. Kroppen afspejlede fuldst¾ndig himmelen over hende. Den var blevet et spejlbillede. NŒr hun vendte sig flyttede sk¿nhedspletterne sig ogsŒ. Alle pletterne flyttede sig fuldst¾ndig samtidigt og holdt n¿jagtig den samme afstand. Hun tog et skridt fremad og begyndte at rotere. Helt langsomt.  Hun sŒ ned. En trappe begyndte at lyse op. Den f¿rte ned til en d¿r.     

  Hun dalede ned ad. Som et stjerneskud. Hun var ikke sikker pŒ det var bedst at dale ned ad frem for at sv¾ve. Hendes arme sendte et sk¾r af lys efter sig som en hale. Et sl¿r. Et stof af en sŒdan lethed, at ingen hŒnd kunne m¾rke forskellen hvis et stykke blev lagt i dets hŒnd. Zefyrer l¿ftede som usynlige arme hele hendes krop og fra hendes bryst blev f¿dt et lys der var sŒ smukt at alle der kunne se undlod at blinke. Hun dalede langsomt ned mod trappen. En d¿r blev Œbnet et stykke under hende, men der var helt m¿rkt inde bag ved. Ikke til at se hvad der ventede.

D¿ren mŒtte v¾re et symbol, men pŒ hvad? Hun strakte sine arme ud, ville fort¾lle hvem det end var, at hun var klar til at modtage alt der mŒtte komme. I sin bevidsthed var hun st¾rkere end alt andet. Tvivl findes ikke i en krop der kan flyve.  


 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

   

 

 

Kapitel 2 - Tr¾et, un Abre InŽbranlable

 

 

 

  NŒr vinden f¿g ind over land fra vest, tog den grene og kviste med, under sin kappe. Den r¿rte ved alt pŒ sin vej, ruskede liv i gamle klude og gav s¿gang til b¿lger og hav. Bl¾sten f¿g med s¾rlig snilde henover alt som levede og pŒ toppen af en bakke levede et tr¾, "un Abre InŽbranlable" - Tr¾et Urokkelig.
InŽbranlable gl¾dede sig s¾rligt nŒr viden kom, og hvis det var storm, l¾nede han sin stamme mod bl¾sten og blev holdt af usynlige kr¾fter. Og tr¾et strakte alle sine grene og blade ud, sŒ vinden kunne r¿re alt. Og InŽbranlable m¾rkede f¿lelsen af at blive bev¾get uden pŒ og indeni samtidigt.

 InŽbranlable, var et gammelt egetr¾, meget ¾ldre end han selv troede. Tr¾et havde i tidernes morgen, valgt at slŒ r¿dder ved siden af en bakketop. Bakketoppen, som engang havde v¾ret en h¿vdingegrav. MŒske var den det stadig, for hvem kunne se hvad der gemte sig under en bakketop? H¿vdingen havde v¾ret en stor skibsbygger og dengang brugte man ofte egetr¾ til at bygge med. Hele fjorten egetr¾er mŒtte lade livet for at bygge et skib, men sŒ fik man ogsŒ et havgŒende skib med plads til hundrede mand. Det var et fuldblodskrigsskib, og hvis vinden var god kunne det sejle omtrent 20 knob. Navnene pŒ skibene afspejlede den nordiske mytologi da bŒde Sif Ege, R¿de Orm, Freja Byrding og Jelling Orm var repr¾senteret.

Siden hen kom andre skibe til Nidhug var et af dem, det havde en moderne dieselmotor og mŒtte derfor betegnes som en nyere model. Der fandtes ogsŒ et andet slags vikingeskib. Handelsskibet, som havde en bred form, da det var beregnet til at have meget proviant ombord. Krigsskibet var beregnet til at sejle meget hurtigt og var derfor smalt. Det gamle kloge egetr¾ havde et s¾rligt forhold til vikingetiden, og det var der en helt speciel grund til.   

 

Egetr¾et fik mange bes¿g undervejs. Fuglene brugte det flittigt som landingsbane og afs¾t til en verden som selv for en lille fugl, der kunne blive spist af andre, syntes fri. Der var lovning pŒ en rejse sydpŒ og man skulle aldrig rejse alene. Det var fint at v¾re fugl.

Egetr¾et kunne godt m¾rke deres lethed, bŒde nŒr de landede og lettede. Mennesket var ofte anderledes tungt, nŒr det kom pŒ bes¿g. Med j¾vne mellemrum kom en gruppe, der arbejdede med jordforbindelse og find-dig-selv-i-naturen. Hele holdet stod altid pŒ en lang r¾kke og Žn efter Žn gik de op til det gamle egetr¾, og holdt rundt om stammen, mens de sagde den samme s¾tning: "Jeg er en indianer. Jeg kommer med fred." Gruppen kom hver mŒned.
Og altid i en stor grŒ bus med en tiger pŒ siden.   

  Tr¾et havde ogsŒ v¾ret vidne til flere ulykkelige h¾ndelser. En kvinde opl¿st af ulykkelig k¾rlighed havde h¾ngt sig i sin datters sjippetorv. Manden var rendt af sted med en der kunne bekr¾fte ham mere. G¿re hans overarm lidt st¿rre og bukserne mere fyldige. Han havde sagt det en s¿ndag morgen, lige efter radioavisen. Han havde bare sagt, det er slut. Jeg smutter nu. Jeg henter mine ting pŒ fredag og smider n¿glerne ind ad brevspr¾kken. Resten mŒ vi finde ud af om nogle mŒneder. Jeg ringer nŒr jeg kan. Han ringede aldrig, for hun fik hemmeligt nummer.
Pigen savnede sin far, hun var gammel nok til at forstŒ at mor l¿j nŒr hun sagde at far lige var taget v¾k nogle dage, fordi faster Ella var blevet indlagt med en ny sygdom der hed dŒrlige nerver.  

  Kvinden havde svajet fra side til side i et nu der ikke l¾ngere eksisterede, eller var blevet evigt. Tr¾et havde ogsŒ svajet fra side til side, pr¿vede at holde fast i sit nu, for det var en sv¾r situation, selv for et klogt gammelt egetr¾.  

 

 

 

Der var mange forskellige sving. Og ikke alle var s¿rgelige.
Ofte var det en gl¾delig begivenhed. Tit var det et stort menneske som kom med et lille menneske i sin hŒnd. De svingede sammen som et pendul. Frem og tilbage. Et oph¾ngt legeme. En gynge. Tit kom den samme pige. Hun holdt n¾sten altid Žn i hŒnden. Men hvis der var gŒet lang tid mellem hendes bes¿g, kom hun l¿bende i forvejen. Hun sprang op i gyngen. Benene var helt strakte og kun i det sekund hun vendte, b¿jede benene for at fŒ mere fart pŒ. OgsŒ gyngen havde et nu. Lige pr¾cis i det sekund gyngen stod stille. Man kunne se nuet ved at kigge pŒ hendes hŒr. I det ¿jeblik hŒret var allermest luftigt og ikke blev presset af tryk eller vind. Det ¿jeblik hvor hŒret sv¾vede helt af sig selv. Det var nuet. En oph¿jet tilstand af uendelig lethed. Nuet og gyngen og pigen blev holdt oppe af et lyseblŒt torv, som flere steder var slidt i kanten. Torvet var bundet fast til en stor vandret gren pŒ det gamle kloge egetr¾. Det mŒtte have stŒet der i mange hundrede Œr og kunne fort¾lle mange historier. Engang havde der h¾ngt t¿j i dets grene, undert¿j og en skjorte, endda en sko. Tr¾et fik siden hen bes¿g af politiet og de gav det et r¿dt og hvidt b¾lte rundt om maven. Tr¾et var blevet vidne til en forbrydelse og politiet havde fjernet skoen, bh'en og den fl¾nsede skjorte. Tr¾et havde pr¿vet at pege med sine grene og hviske med sin krone, han l¿b den vej. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  Kapitel 3 - Forbrydelsen

 

 

 

 

Skud.

 

 

Politiet sp¾rrede et stort omrŒde af. Edderfuglene var lettet kort forinden efter affyring af flere skud. Hvor mange vidste ingen. Et ungt par, der var ude at gŒ med deres irske fŒrehund havde h¿rt tre skud, et midaldrende par havde h¿rt 6-8 skud. En gammel mand kom hen. Han talte h¿jt, rystede pŒ hovedet, og forklarede hurtigt politimanden, at der slet ikke havde v¾ret nogen skud. Da politimanden spurgte hvordan manden kunne v¾re sŒ sikker pŒ det, havde den gamle mand svaret, at han var glad for at kunne hj¾lpe og trak v¾k.

 

"930 skifter". Skrat. "Kom ind 930". Der l¿d endnu et skrat efterfulgt af af en h¿j hyletone. "Ja her er 930 skifter". "Vi fandt den. Skifter". Der kom et kort skrat uden hyl: "Hvad fandt I?, skifter". "Vi har fundet den anden. Skrat. De passer sammen."   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Kapitel 4 - At huske med et ¿re

 

 

 

 

 

Som barn havde hun haft en bevidsthed der var st¿rre end andre b¿rns. Hun vidste pr¾cis hvornŒr hun skulle l¾se h¿jt, og f¿r l¾reren havde sagt hendes navn. L¾reren sagde: "og nu vil jeg bede Sofie Sidse Voss forts¾tte opl¾sningen". L¾reren sagde det altid pŒ den mŒde og altid med forkert udtale af hendes mellemnavn. Og hver gang sagde Sofie, at hun hed altsŒ Sidsel og ikke Sidse. NŒ ja, jo, javel, jasŒ. Det er hermed noteret i protokollen. L¾reren skrev en nerv¿s krusedulle i sin notesbog. Sidsel tog endnu en dyb vejrtr¾kning og fortsatte..."I ¿vrigt kan du ogsŒ notere dig bag dit ene ¿re, at Sisse Voss (Sisyfos) er en myte og ikke et navn", endelig havde hun sagt det. L¾reren tog det p¾nt og spurgte hvilket ¿re, hun ¿nskede han skulle notere sin nye viden bag.

Det ¿re du husker bedst med, havde hun svaret.  

 

 

 

Tit havde de m¿dt hinanden ved stien der f¿rte ned til vandm¿llen. F¿rste gang de m¿dte hinanden var pŒ en solskinsdag og der havde fl¿jet flere sommerfugle rundt indeni end udenfor. Hun havde lagt m¾rke til ham fordi han altid placerede sig i rummet, hvor hun kunne se ham. Det var som om han altid valgte at v¾re et sted, hvor hun ikke kunne undgŒ at fŒ ¿je pŒ ham. Hvis hun flyttede sig, gjorde han det ogsŒ. Uden at se pŒ hende. Sommetider endda med ryggen til. Hvordan kunne han fornemme det? F¿rste gang han smilte til hende havde han en hvid kittel pŒ og store beskyttelsesbriller.

Fors¿gspersonen havde v¾ret en fl¿debolle. Den blev placeret i et trykkammer, og voksede til dobbelt st¿rrelse inden for ganske kort tid. Chokoladen var revnet, fl¿debollens hud var ganske enkelt blevet for lille til den store krop. Det var m¾rkeligt at fl¿debollen var hvid indeni og sort udenpŒ. Gad vide om sorte mennesker ogsŒ var hvide indeni? I ¿vrigt kendte hun mange hvide mennesker der var sorte indeni, sŒ det var nok forskelligt. Hun mŒtte dog sp¿rge om det i biologi, for det var vigtig viden angŒende menneskeheden. I det sekund fl¿debollen var revnet havde hun udbrudt et lille skrig og han havde vendt sig om. Det var f¿rste gang hun sŒ ham rigtigt. Det var m¾rkeligt, at hun f¿rst kunne se ham rigtigt, nŒr han havde kittel og store briller pŒ. Hvorfor havde hun ikke kunnet se ham rigtigt uden? Hun t¾nkte at det mŒske var fordi, det var hendes f¿dselsdag. Det var altid en helt speciel fornemmelse at blive et Œr ¾ldre. Hun havde pr¿vet at tale med sin mor om denne specielle fornemmelse, men moren havde sagt, at det aftog med Œrerne. 

 

Da hun skulle have sin jakke pŒ, der hang pŒ gulerodsknagen, noget andet hun mŒtte tage op i klassens time. De var blevet for gamle til gulerods- , ¾ble- og bananknager. I matematik var de jo ogsŒ nŒet l¾ngere end ¾blerne og bananerne, f¾llesm¾ngderne var erstattet af br¿kregning. Det ville hun sige. Knagerne mŒtte afspejle og f¿lge deres udvikling, derfor ville hun foreslŒ, at de skulle have tal i stedet for bananer og ¾bler. Hun tog jakken pŒ og m¾rkede noget i sin ene lomme. Hun blev genert og lod som om der ikke var noget i lommen. Hun kunne m¾rke han betragtede hende. Det uidentificerede objekt i lommen mŒtte vente til hun var alene. I ¿vrigt var det nyopdagede identificerede objekt i hvid kittel og briller meget mere interessant. Hun smilte lidt, men hun sŒ ikke pŒ ham, det var for meget hvis de skulle se rigtigt pŒ hinanden to gange inden for samme dag. Hun t¾nkte pŒ fors¿get med fl¿debollen og undrede sig over hvorfor hun ikke havde t¾nkt pŒ at sp¿rge om, hvorfor vaffelbunden ikke var vokset til dobbelt st¿rrelse. MŒske var det i virkeligheden lidt det samme som personer der bliver meget tykke, men deres f¿dder vokser ikke lige sŒ meget. Vaffelbunden var jo vokset, men kun lidt.

Hun kiggede ned i gulvet, smilte lidt og vidste han sŒ pŒ hende. Hun kiggede pŒ ham, meget kort, men nok til at m¾rke noget, sŒ vendte hun sig om og smŒl¿b.

Hun kom udenfor. Lukkede sine ¿jne. Det var f¿rste gang. SŒdan rigtigt. Men hun mŒtte ikke t¾nke for meget pŒ ham. Det skabte afh¾ngighed, havde hun l¾st et sted. Hun m¾rkede en let str¿m af varme l¿be gennem et sted i sin krop hun ikke havde m¾rket f¿r. Hun hŒbede han ogsŒ havde det sted i sin krop. 

 

Hun ville skrive et brev til ham.     

 

Da hun kom hjem, duftede der af boller og varm cacao, og hun l¿b gennem gangen og op ad trappen og lukkede d¿ren til sit v¾relse. SŒ satte hun sig ved skrivebordet og tog en blok frem.

 

 

Hej Cornelius Didrik Frode Verner Frederiksen.

Ej. Meget lang streg.

 

K¾re.

Nej. Kort streg.

 

Hej Cornelius Didrik Frode Frederiksen. Nu glemte hun Verner.

 

Lang streg og en krusedulle.

 

Det blev for besv¾rligt med alle de navne. Hun havde en gang l¾st en historie om en konge og en prins og de havde 8 navne. Kongens hest hed Den Tapre Ganger Med Manke Af Guld. Den havde 7 navne. Han havde heldigvis kun 5.

Hans for¾ldre havde nok haft sv¾rt ved at blive enige. Det tegnede ¾rligt talt ikke godt, for for¾ldres forhold smittede af pŒ b¿rns opfattelse af k¾rlighed. Det sagde hendes far altid. Han brugte det vist nogen gange i sit arbejde, for han sagde det n¾sten altid lige nŒr han var kommet hjem og moren havde spurgt hvordan hans dag havde v¾ret. Hendes mor lagde altid armen om faren lige efter han havde sagt det og sŒ kyssede hun ham med sŒdan en trut mund og sagde, at han heldigvis ikke beh¿vede at bekymre sig om alt det der var godt. SŒ sukkede faren dybt og moren tog sin ene finger og l¿ftede hans mundvig og masserede noget mor kaldte en problemrynke.

Faren sagde at det var en smilerynke, men det var der vist ingen der troede pŒ. 

 

Hej Frode.

Nej. Krusedulle. Kort streg.

 

 

Hej Frode Frederiksen.

 

 

Jeg vil gerne vide om du ryger? Grunden til jeg gerne vil vide om du ryger er, at jeg vil fort¾lle dig at jeg ikke ryger. Grunden til jeg gerne vil fort¾lle dig at jeg ikke ryger er, at selvom du ryger og jeg ikke g¿r, sŒ mŒ du gerne ryge hjemme. Hos mig, selvom jeg tŒler r¿gen dŒrligt og far har astma og fŒr problemrynke og mor mŒ kysse ham og lave trutmund, og han sukker dybt og mor holder om ham og han kradser i sit sk¾g og kommer til at se meget gammel ud. Grunden til at du godt mŒ ryge her selvom det tydeligvis skaber en del problemer for mig er, at jeg tror din r¿g er den r¿g jeg bedst kan lide. Hvis du ikke ryger mŒ du gerne komme alligevel. Her. Hos mig. 

 

Sofie Sidsel Voss    

 

Streg.   

 

Sofie Voss  

 

Streg.  

 

Sidsel Voss   

 

SŒdan!    

 

 

 

Faren kom ind og Sidsel skyndte sig at kr¿lle papiret sammen: Óhva' laver du?Ó Spurgte faren, hun svarede at hun l¿ste problemregning og, at det var et meget stort problem med flere ubekendte faktorer og, at det derfor var n¿dvendigt for hende ikke at blive forstyrret, af ligegyldige henvendelser fra n¾rmeste familie. Faren havde fŒet en stor problemrynke lige efter hun havde sagt det og han kradsede sig pŒ kinden, mens han lavede en underlig bev¾gelse med sin hage og kom til at se meget gammel ud. Han sukkede. "Skat, vi mŒ tale om din tendens til isolation." Hun sŒ op fra skrivebordet og gloede pŒ ham. Far, jeg laver lektier, er du blevet sk¿r eller hva'? 

 

 

Faren mente ikke, han var blevet sk¿r og tilf¿jede, at der var lune boller og varm cacao.   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 5 - K¾restebreve

 

 

 

Det kloge gamle egetr¾ fik mange breve, s¾rligt fra unge som skulle pr¿ve lykken. Brevene blev ofte skrevet sent om aftenen. Nogle gange blev de skrevet alene, andre gange var der to om det. For det meste var brevene ret korte.      

 

 

 

 

 

 

 

 S+F       

 

 

 

 

 

 

 

Og nogle gange gik de langt tilbage.     

 

 

 

 

 

 

 A+E       

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle gange fortalte bogstaverne en hel historie      

 

 

 

 

 

L+S1, L+U, L+S2, L+S3 L+A1, L+A2 L+S4, L+E, L+R       

 

 

 

 

Tr¾et kunne ikke spŒ om andres lykke, for det var en ligning med to ubekendte. Men tr¾et kunne f¿le og det kunne m¾rke en lethed hos dem der skrev noget med + og en sorg hos dem der ridsede og lavede lange streger, ovenpŒ gamle bogstaver. Eller skar barken v¾k, for fuldst¾ndig at slette al historie. ƒn ulykkelig sj¾l havde endda sat ild til tr¾et, men det lykkedes ikke, for man kan ikke br¾nde sin sorg. Man kan heller ikke sk¾re eller ridse den v¾k. Sorg er k¾rlighed. K¾rlighed man ikke kan komme af med. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  Kapitel 6 - En chenille

 

 

 

 

Hun tog skoene af med forsigtighed og satte dem i entreen. Hendes kinder havde fŒet farve. Man kunne se det var koldt udenfor. Hun tog om sig selv, bev¾gede h¾nderne hurtigt op og ned, det varmede lidt. Hun lukkede ¿jnene og blev i tvivl om hvorvidt det var et gyldigt knus. Var hendes liv blevet sŒ fattigt? Sommetider tog hun ud at handle, selvom hun ingenting manglede. Hun gjorde det for at fŒ mulighed for at r¿re ved andre mennesker. Hun gjorde det altid lige f¿r spisetid, nŒr der var mest tr¾ngsel i supermarkedet. Hun tog om en fremmed skulder i cottoncoat. Cottoncoaten vendte sig om og et venligt ansigt dukkede op: "NŒ ja, jo, ja selvf¿lgelig, undskyld, nu skal jeg flytte mig." Manden i cottoncoat blev helt forvirret og tabte en notesbog han havde i sin fyldte lomme. Han opdagede ikke sit tab.

Hun kiggede pŒ notesbogen og puffede den forsigtigt ind under en hylde med sko. BlŒ sko. Det var ikke tit man sŒ blŒ sko. Hun b¿jede sig ned og samlede notesbogen op. Hun mŒtte aflevere den tilbage til manden i cottoncoat.
De smŒ f¿dder trippede, stod pŒ t¾er, hoppede lidt, og kulissen bagved blev udskiftet i hast, dŒsetomater, dŒse majs, dŒse ananas, dŒser med hunde, dŒser med katte, bidder i sovs. Hvor var manden i cottoncoat? Et barn tog opm¾rksomheden og lavede flitsbue, kastede sig frygtl¿st bagover og udbr¿d et skrig, sŒ alle med et hjerte der endnu kunne slŒ, mŒtte reagere. Folk vendte sig fra hver deres hj¿rner og sendte et medf¿lende blik i retning mod den lille dreng, og et "du-er-en-dŒrlig-mor" til den kvinde som mŒtte formodes at v¾re den lille drengs store halvdel. Den bedre halvdel var der ingen af.

I hvert fald ikke i supermarkedet.

 

 

 

 

 Sorte str¿mper, sorte bukser, sort skjorte, sort frakke. Hun tog sort t¿j pŒ. Det changerede perfekt til det lyse hŒr. Hun ville gŒ en tur. Hun gik. Solen varmede. Det var derfor hun havde taget sort t¿j pŒ. Dem der gik i sort havde brug for varme, ofte var de ikke selv klar over det. Sort var et behov for ¿mhed og forstŒelse. 
Hun var skr¿belig. Hun var ogsŒ et eventyr, et mysterium der ventede pŒ at blive l¿st og forl¿st. Hun ventede pŒ at lukke sig selv ud og andre ind. Hvor l¾nge hun skulle vente vidste ingen. Hun var en chenille. 

 

 

Hun kom hjem. Satte skoene i entreen. Tog dem af med n¾nsomhed. Som om genstanden havde en s¾rlig v¾rdi. Hun udviste respekt som en skuespiller over for sin rekvisit. Hvordan ville hendes verden se ud hvis hun erstattede n¾nsomhed med vildskab, eller skr¿belighed med styrke? Ville det fine gŒ bort, eller tr¾de i karakter idet kontrasten blev st¿rre? Hvis man farvede en del af et menneske, ville den farve sŒ smitte af pŒ resten af mennesket? Og dermed tone alt hvad mennesket indeholdt.

 

Det var vigtigt for hende at vide. Hvordan skulle hun finde ud af det?

 

Nogle ting kunne man isoleret set godt skifte. Hun mŒtte starte et sted. Et hjul pŒ en bil. Man kunne godt skifte et hjul pŒ en bil, uden den ¾ndrede farve. Selvom bilen mŒske vil virke en smule anderledes, hvis den fik et hvidt hjul pŒ frem for det g¾ngse sorte hjul. Men det havde noget med vane og kutyme at g¿re. Hvis hun skiftede en tand ville hun nok ikke f¿le, at der var andet der blev farvet, men hvis hun havde manglet en fortand og fik sat en ny i, ville hun f¿le at hendes personlighed blev ¾ndret. Hun havde ikke samme forhold til en visdomstand. Hun ville ikke f¿le sig mindre begavet, hvis hun manglede en visdomstand. Hvad hvis hun fik briller? Jo, sŒ ville alting se anderledes ud. Hendes sko? Hvad om hun skiftede sine sko med st¿vler? Tunge st¿vler. Hun kunne ogsŒ skifte nummer, men det var for stort og ubehageligt et skridt. SŒ hvad med om hun startede med at skifte farve pŒ skoen.  

 

I morgen. Hun ville k¿be dem i morgen.     

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 





Kapitel 7 - Lyden af sko der ikke gŒr

 

 


 

Hvordan var det egentlig at v¾re sko? Hun mŒtte unders¿ge betydningen af skoen. Hun tog en sko fra hylden. Lukkede ¿jnene og holdt den i sin hŒnd.

 

Var den tung?

 

 Let?

 

Hun l¿ftede den op og ned. Var den varm?

 

Kold?

 

Hun r¿rte helt forsigtigt med sine fingre. De gled henover det glatte skind og hun gjorde det med sŒ stor oprigtighed at det f¿ltes som huden af sin elskede. Hun gik pŒ opdagelse. M¾rkede steder hvor skindet var sat sammen. S¿m. Hun m¾rkede hvordan der opstod et energifelt mellem sine fingre og det glatte skind. Der blev dannet kinetisk energi. Partikler der er i stadig bev¾gelse, fordi ingenting stŒr fuldst¾ndig stille. Der opstod et elektromagnetisk sp¾ndingsfelt, for hun m¾rkede en modstand. Som om afstanden mellem fingrene og skoen hele tiden forblev n¿jagtig den samme. Der var opstŒet et elektromagnetisk felt; hun m¾rkede det helt tydeligt. Feltet pŒvirkede de elektrisk ladede partikler med en kraft, hvilket igen pŒvirker disse partiklers bev¾gelse. Som om de havde skabt en f¾lles bevidsthed. En gensidig afh¾ngighed.

Det var underligt der var fysik i en sko. Og k¾rlighed. Det var en symbiose.

Hun mŒtte pr¿ve at fŒ lidt mere styr pŒ det.

 

Hun havde taget en liste med.   

 

Hvad signalerede en sko? 

 

 

1) Skoens sprog, herunder symboler, talesprog.

 

 

2) Sanse¿velse, smag, m¾rk, se, f¿l, bid, slik, pr¿v, h¿r. 

 

Hun havde en gang h¿rt en sige, at italienere aldrig gik i sorte sko, eller det gjorde de, men kun nŒr de skulle til begravelse. Man kunne skyde Žn noget i skoene, man kunne gŒ i for smŒ sko, hun havde en gang h¿rt en meget vred dame rŒbe, at han var det st¿rste fjols der kunne gŒ i et par sko, bagefter havde hun taget sin ene sko af og kastet den efter ham, fjolset. Man kunne ogsŒ kridte skoene og sŒ var der selvf¿lgelig hesteskoen, som man kunne fylde op med lykke, hvis man vendte den rigtigt.

Endelig bet¿d "Sabot" pŒ fransk tr¾sko og arbejderne protesterede ofte over deres ringe vilkŒr, ved at smide deres tr¾sko i maskinerne for at standse produktionen. Heraf navnet sabotage.
Oprindeligt bet¿d sko "d¾kkende skind" - gad vide om skindet sŒ bedrager eller hvad?

Hun manglede stadig at unders¿ge en del af sanse¿velsenÉsmag, m¾rk, se, f¿l, bid, slik, pr¿v, h¿r!

 

Hun kunne da ikke sidde og slikke og bide i en sko i en forretning.

 

Hun kiggede lidt rundt. Det var s¿ndag. Doven s¿ndag. Klosterstemning og kirkeorgel. Der var n¾sten ingen kunder i butikken, men nok til at ekspedienterne havde travlt med andre kunder.

Det havde nu alligevel v¾ret dejligt med et pr¿verum.

Den smagte let af salt. Kunst. Og stof.  

Nu manglede hun kun at pr¿ve skoen og at h¿re den. Hvordan kunne man h¿re en sko, hvis den ikke gik?

 

Hendes fod vippede let, velvilligt. Man kunne se at foden var i godt hum¿r. Den var bar og solbrun, neglene sŒ meget hvide ud. T¾erne var lange og slanke. Den anden fod havde allerede fŒet en sko pŒ. Den var ny pŒ en behagelig mŒde. Skoen. Den var ogsŒ i godt hum¿r. Det var tydeligt de udgjorde et par. Skoen og foden. Den velvillige fod og den behagelige sko. Det kunne simpelthen ikke v¾re anderledes. De forelskede sig i en forretning i en gŒgade pŒ en doven s¿ndag. De havde passet sammen fra f¿rste gang de pr¿vede hinanden. Nu ventede bryllupsklokkerne og kirkeorglet.  

 

 

 

Det var altsŒ muligt at h¿re sko, der ikke gik.    

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 8 - Sorte roser

 

 

 

 

Der fandtes mange forskellige slags roser, som hver i s¾r havde deres helt egen betydning. Den lyser¿de rose symboliserede" simpelhed", den hvide "jeg er dig v¾rdig", den gule "jalousi eller mindsket k¾rlighed" , den m¿rker¿de "forlegenhed" og roser uden torne "tidlige forbindelser". De sorte roser var et udtryk for sorg.

Og som hun gik gennem gaderne lignede hun en sort rose. ¯jnene var m¿rke og dybe. T¿jet sad l¿st og flagrede omkring hende som en m¿rk kappe. Den store sorte hat og sjalet omkring hende var som kronblade og st¿vdragere. Det var blevet koldt igen og stormene rullede ind over land. Det var den tid pŒ Œret som passede bedst til hendes sind. Hun l¾ngdes mod katastrofer, og tidlig d¿d, for det var i sorgen alt d¿dt fik liv. Hun gik ofte rundt i parkerne om natten, for at m¾rke uroen og se tragedien. Folk der lŒ pŒ b¾nke og sov med et enkelt t¾ppe om sig. Som regel havde de en hund og et par plasticposer, det var alt. Et liv i fuld offentlig isolation. Menneskelig tragedie pakket i en sovepose. Skyggen blev symbolet pŒ hendes sorg og forfulgte hende hvor end hun gik. 

Hun havde en stor pose i hver hŒnd og poserne indeholdt noget firkantet, kasser eller ¾sker. Det sŒ ikke tungt ud, men fordi kvinden var spinkel og usikker, blev lette ting tunge. Det ville have v¾ret nemmere for hende hvis nogen kunne b¾re hendes sorg. Men hvis hun gav sin sorg v¾k, hvad ville der sŒ v¾re tilbage andet end et tomt hul?

 

Hvis man kunne k¿be sorte roser, ville hun v¾re den smukkeste og s¿rgeligste af dem alle.      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 9 - Trappen, og flere andre universer


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  Om natten havde de holdt hinanden helt t¾t, som elskende der mŒtte v¾re t¾tte for at v¾re hele. De lyttede til lyde, som ellers ikke kunne h¿res, fordi dagens h¿je og hurtige trafik af lydb¿lger overh¿rte nattens lydhimmel. Men om natten blev der plads til helt s¾rlige klange og toner. NŒr de lukkede deres ¿jne kunne de h¿re himmelharpen synge. Den str¿g om sig med toner der kunne bev¾ge himmelens tag. Der blev rum til de elskende. Iris af magi, der kunne kl¾de en fuldst¾ndig af uden nogen form for ber¿ring. De blev forsvarsl¿se og n¿gne. En helt ny dimension blev undfanget og f¿dt. Konciperet. En verden af sj¾lden sk¿nhed. I undfangelsen oph¿rte tid og sted. Alt blev koncentreret i et nu, der var sŒ st¾rkt, at det nogle gange var n¿dvendigt at lukke ¿jnene og lade sig fuldst¾ndig beruse. 

De var k¿rt ind i hinanden pŒ cykel, det var sŒdan de havde m¿dt hinanden. De havde ikke kunnet se hinanden, fordi de k¿rte bagl¾ns og med lukkede ¿jne, i hvert fald i deres dr¿m. Skellet mellem fantasi og virkelighed blev slettet. Det var det de kunne. De fjernede et skel. Verden blev st¿rre end den var. Eller de fandt ud af at verden var st¿rre end jorden.

 De udvidede universet, for ellers var der ikke plads til dem.   

 

Hun sneg sig altid op ad trappen sent om aftenen og hun gjorde det n¾sten sv¾vende og lydl¿st, fordi ingen mŒtte vide at hun kom. For hvert trin hun tog blev der sendt impulser ud i rummet og for hvert trin ¾ndredes farvernes intensitet. Koden i partiklen blev ¾ndret. Deres lys - og lydb¿lger b¿jede flere hundrede Œrs anerkendte naturlove. Det var n¿dvendigt for ellers var der ikke plads til en ny dimension. Eller rum til deres hjerter.       

 NŒr de holdt om hinanden gjorde de det med en sŒdan ¿mhed at alle muskler forstummede. Al modstand forsvandt. Det var det de kunne. Deres styrke var at de ikke var i stand til at kv¾le det de havde. I sine dr¿mme holdt hun ogsŒ om ham og det var med en sŒdan lethed, at ingen kunne fange hendes tag. Ingen kunne vriste hende fri. Hun havde fat fordi ingen kunne se det. Eller vide at hendes hŒnd var der. Ingen vidste at bŒndet eksisterede. Det var hemmeligheden. Han kunne heller ikke se det. Men han m¾rkede at der manglede noget hvis hun ikke holdt om ham. Der kom nemlig en dag hvor hun ikke holdt om ham. Den f¿rste dag. Han m¾rkede f¿rst hvad det ville sige at f¿le k¾rlighed, ved ikke at fŒ noget. Det var en brysk mŒde at opleve det pŒ. Savnet var stort. Det fortalte ham, at hun var vigtig. Nogle gange skrev hun det ogsŒ til ham pŒ smŒ sedler. "Du er vigtig for mig" - han vidste godt han ikke var vigtigst. Det vidste han godt f¿r hun skrev det. For hun vidste ikke selv hvad der var vigtigst for hende. Hun ville helst undlade at m¾rke efter og tage stilling. For nŒr hun gjorde det blev oplevelsen af nuet mindre og det de havde sammen mistede sin magi.  

Det elskende pars m¿der udviklede sig efterf¿lgende til k¾rlighed, og den sŒede sine spinkle fr¿. K¾rligheden sŒede altid flere fr¿, for det var ikke alle som blev til noget. Der blev sŒret fr¿ til lyser¿de roser, hvide roser, gule roser, r¿de roser og der blev sŒet liljekonvaller, som om sommeren havde hvide blomster og som nŒr efterŒret kom, blev til r¿de b¾r. Liljekonvallerne indeholdt imidlertid gifte herunder gitalisglykosiderne, der indvirkede pŒ hjertet og kredsl¿bet.


 
Der blev ogsŒ sŒet fr¿ til sorte roser i tilf¾lde af det ikke gik. 

 

Tit var det fr¿ som blev plantet sidst, det fr¿ som f¿rst kom op til overfladen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 









Kapitel 10 - Tr¾et un Abre Fragile - Tr¾et Skr¿belig

 

 

 

InŽbranlable havde selv v¾ret forelsket en gang. Han havde fŒet ¿je pŒ noget som voksede op ved siden af. En lille gr¿n tot. F¿rst havde han haft faderlige f¿lelser, da det andet tr¾ var meget lille og skr¿beligt. NŒr de v¾rste efterŒrsstorme rasede over land, strakte InŽbranlable sine grene ud og b¿jede sin krone i vindens retning, sŒ det lille tr¾ ikke blev v¾ltet omkuld. Han gav det skr¿belige tr¾ navnet "un Abre Fragile". InŽbranlable gravede i dyb hemmelighed en lille tunnel med sine r¿dder, sŒ der l¿b vand fra InŽbranlable til Fragile, gennem en kanal under jorden. Det hemmelige vand under jorden blev efterf¿lgende til k¾rlighed og kildevand.

 

Det store tr¾ var ikke klar over, at han havde gjort det for at det lille tr¾ hurtigt kunne blive stort. Og jo st¿rre det blev, desto mere tiltr¾kkende blev det. Det var ualmindeligt at tr¾er hjalp hinanden pŒ den mŒde og det var et enestŒende tilf¾lde at de forelskede sig. Men det kloge egetr¾ husker stadig helt tydeligt, den nat det skete. Den f¿rste gang. Det store egetr¾ havde vokset sig sŒ stort at r¿dderne var blevet ualmindelig lange. Meget l¾ngere end det var oplyst i l¾reb¿gerne. Det mŒtte have de l¾ngste r¿dder i hele verden. R¿dderne var blevet sŒ lange, at de en nat havde r¿rt ved det andet tr¾s r¿dder. Det var der det skete, den f¿rste ber¿ring.

 

Egetr¾et gl¾dede sig s¾rligt til efterŒret. Og det var af helt naturlige og synlige Œrsager.     

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  Kapitel 11 - Kasserne

 

 

 

Hun rodede under sengen med et kosteskaft. SŒ hentede hun en stol og steg op pŒ den, mens hun st¿ttede sin ene hŒnd mod v¾ggen. Hun stod pŒ t¾er men kunne lige akkurat ikke se hvad der lŒ oven pŒ skabet. Hun hoppede ned fra stolen. Det var faktisk ret sŒ vigtigt hun fandt det og kl¿ede sig i hŒret uden at v¾re klar over det. Menneskets gestik. Hendes mor sagde det var noget hun havde arvet efter sin far. SŒ gik hun ned i stuen og hentede fire bind af Lademanns og lagde dem oven pŒ stolen. Det var heller ikke nok.

I ¿vrigt spurgte hendes far hvad hun lavede oppe pŒ denne tid af d¿gnet og Sidsel havde svaret, at hun var nysgerrig og at det var noget hun havde arvet efter sin mor. Faren sukkede og fik en stor problemrynke. Hun mŒtte pr¿ve den sidste l¿sning. Stylterne. Dem kunne hun heller ikke finde.

Hun var kun tolv Œr, men allerede ret sŒ forvirret. Hendes mor sagde, at det var noget hun havde fŒet af sin farmor og at det var tidligt hun havde fŒet det. Hun kunne ikke huske, at farmoren havde givet hende noget ud over en lyser¿d sweater sidste jul. Menneskets gestik var en omfattende st¿rrelse.

Det var menneskets genetik ogsŒ selvom kortl¾gningen af generne ofte blev foretaget inde for familien.

 

Hun tog 3 kasser frem som hun havde fundet i skabet ved siden af og stillede dem pŒ en r¾kke. Hun pegede med sin finger, mens l¾berne bev¾gede sig i takt til et rim. Fingeren stoppede ved den mest heldige kasse og hun Œbnede den. En cykellygte, en sok, noget der lignede en film og en skrue. Hmm. Hun kl¿ede sig pŒ armen, menneskets gestik var faktisk en meget omfattende st¿rrelse. Det var vane og gentagelse ogsŒ. Hun tog sin pegefinger frem og l¾berne summede pŒ ny i takt til et rim. Fingeren stoppede ved den kasse som var n¾sten lige sŒ heldig som den f¿rste. Hun valgte at tage den kasse som var mindst heldig i stedet for. Variation.

 

Hun Œbnede kassen.

Et bŒthorn, en klovnen¾se, tyggegummi, 4 spillekort, som vist ikke var spillekort men nogle andre kort hun ikke kendte, to t¾ndstikker, en sok (vist nok den anden sok), et kompas og en sko. Hmm. Da hun ville s¾tte lŒget pŒ kassen opdagede hun et stykke papir pŒ indersiden af lŒget. Hun tog det forsigtigt ud. Det var hendes skrift. Men hun kunne se pŒ hŒndskriften at det var nogle Œr siden. 

 

 

Hej.

 

Min far har sagt til mig at jeg skal have nogle interesser. Men da jeg ikke mŒ fŒ en hund, eller andre dyr, har jeg t¾nkt pŒ at skrive sammen med nogen i stedet. Jeg bor i Danmark, men du mŒ gerne bo i et andet land, fordi posten kommer frem alligevel og fordi frim¾rkerne er meget mere flotte. Men nŒr du skriver til mig er det bedst du skriver dansk. NŒr jeg bliver st¿rre vil jeg gerne komme til dit land og v¾re der. Og det er godt hvis du kender Pippi langstr¿mpe, og kan lide hende, for hende vil jeg gerne v¾re. Og hvis der gŒr lang tid mellem mine breve er det fordi jeg er ved at skrive noget sp¾ndende til dig, eller fordi du bor langt v¾k og posten skal k¿re meget langt. Jeg kan godt skrive sammen med flere. Men ikke mere end 7 ad gangen fordi jeg er ni Œr gammel og det bliver alt for meget for mig. Hvis du bor i Danmark mŒ du ogsŒ gerne skrive til mig, og hvis jeg ikke svarer med det samme, er det fordi jeg er ude at rejse. Eller lige er kommet hjem fra en rejse og er tr¾t.


 

Hilsen Sidsel Voss, Ved Dammen 8. Solr¿d.   

 

 

Det var ikke det brev hun ledte efter. Hun tog den mindst heldige kasse frem og sukkede. Noget hun havde arvet af sin far.       

 

 

Efter at have l¾st brevet, faldt hun i s¿vn pŒ gulvet. Den tredje kasse var endnu ikke blevet Œbnet. Det var derimod jakkelommens uidentificerede objekt, men indholdet ville hun ikke fort¾lle om forel¿big. Dog ville hun gerne fort¾lle, at hendes for¾ldre havde givet hende et mikroskop i f¿dselsdagsgave fordi, som faren sagde: "Det er vigtigt at kunne se de smŒ ting i livet". Bagefter havde moren holdt rundt om faren, men han mŒtte s¾tte sig ned, da det blev for overv¾ldende. Egentlig havde Sidsel ¿nsket sig en lilles¿ster, men moren sagde at hendes ¿nske kom et par Œr for sent. Sidsel havde svaret at man f¿rst kunne ¿nske sig noget, nŒr man gerne ville have det. Faren havde givet hende ret hvorefter han forklarede, at han havde brug for at v¾re alene og gik.  

 

Mange ord kunne synes overv¾ldende for en ung pige og k¾rlighed var et af dem. Det var noget der skulle holdes hemmeligt, da det ellers ville blive for stort og synligt. Nogle ting var sŒ smŒ at de skulle forst¿rres, andre gange var det lige omvendt. 

 

Og somme tider var det n¿dvendigt at lade de store ting forblive store for at bevare deres v¾rdi, men det havde hun endnu ikke l¾rt, hverken i skolen eller hjemme.     

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 12 - Den forladte krop.

 

 

 

 "Jeg k¿rer med solen i min hŒnd, op gennem skyer som i en dr¿m". Hans l¾ber nynnede med, men der kom ingen ord. Hans venstre hŒnd holdt rytmen pŒ det store rat og hver anden gang lod han sin ring ramme i stedet. Det blev skiftevis en h¿j og en lav lyd. Som en lille - og stortromme. Det passede godt til ham. Det passede ogsŒ godt til bilen.  

Han k¿rte gennem landskaber og byer. Skilte stimlede sammen og skiftede navn. Landskaber ¾ndredes. Som et l¾rred, hvor billedet blev malet over hele tiden. Hvis det havde v¾ret en film ville ¿jet se en m¿rkhŒret mand sidde og stirre lige ud pŒ vejen. Hans blik ville v¾re fast og overgangen mellem aften og nat ville give en fornemmelse af uro.  Det var som om han flygtede fra noget. Hjulene skyndte sig af sted. Alt i bilen bev¾gede sig med hast. Tr¾erne stimlede sammen. Billederne skiftede hurtigt. ¯jet opfattede ikke forskellen, men bevidstheden gjorde. Hjulet tog 2 omgange for hver en. Bilen k¿rte to kilometer for hver en. Han var ogsŒ blevet to personer i stedet for en. Splittet og pŒ vej mod nye bygder. Nye dele af en fortabt verden. Skulle han vende om? Var det for sent at vende om? Jo mere i tvivl han blev, desto tungere blev hans fod og gearskiftet mere resolut. Han pressede l¾berne sammen hver gang han ¿nskede at rŒbe om hj¾lp, og kvalte sin hjerne hver gang tanker om resignation tog plads i den bevidsthed, som stadig var hans. F¿lelser forandrede sig til arv¾v, hans legeme gennemgik en transformation.

Den grŒ vej og de hvide striber berettede om fart og retning og man ville ubevidst m¾rke, at han var pŒ vej til noget vigtigt. ¯jet ville v¾re interesseret i at vide hvad han havde i kassen pŒ bags¾det i sin bil. Film elskere ville nok t¾nke pŒ starten af David Lynch "Lost Highway". Ikke filmelskere ville se n¿jagtigt det samme, men ikke vide det var det de sŒ.

Lyskeglen fra to dovne lygter der akkurat kastede lys nok af sig til at orientere sig. Det afspejlede meget godt menneskets evne til at navigere i sit eget liv, og sine omgivelser.

En m¿rk landevej og et par dovne lygter, lige nok til at klare de mest synlige sving og bump.  

 

Var hans liv en grŒ landevej? Hvad var der blevet af lykken lige f¿r?  

 

Den lŒ nok rundt om hj¿rnet, eller var faldet af i det sidste sving. Hvad skulle han g¿re, for at holde pŒ lykken.

Skifte gear? Skifte bil? Han kom i tanke om et virkelig dŒrligt slogan "sŒ k¿rer det for dig". Det var det mest latterlige han l¾nge havde h¿rt! Han k¿rte ind til siden. Lod blinklyset v¾re t¾ndt. Hvorfor blinkede han? Der var jo ikke en levende sj¾l.

Han tog sig sammen, samlede al sin energi og filtrerede den ud gennem sin krop i en eksplosion af raseri. RŒb spr¾ngte tŒrer i stykker og han sparkede og f¾gtede efter en fjende han ikke kunne se. Han s¿gte efter sin modstander i blinde. Sparkede til alt han kunne ramme. Vreden skar sig gennem luften som projektiler indkapslet i afmagt og svigt. Han hamrede sit hoved mod taget pŒ bilen og blev ved med at slŒ hovedet mod metallet ind til der gik helt hul i ham. Alt hvad han indeholdt fl¿d ud.

Han kom ud med alt det forf¾rdelige. Og der var sŒ meget forf¾rdeligt, at der bagefter ikke var noget tilbage af ham.  

 

Hvad var der sket med ham?  

 

Han jagede noget, s¿gte efter noget. Afd¾kkede et geografisk omrŒde, fink¾mmede alt. Han vidste ikke hvor han skulle starte og han vidste ikke hvordan det sŒ ud. Det blev for kompliceret med de faktorer. Han satte sig ind, drejede n¿glen og trŒdte pŒ speederen.

 

Han k¿rte hurtigere, skiftede gear, trŒdte mere til, skiftede gear, rullede vinduet ned. Frisk luft. Det var det livet handlede om. Han t¾nkte pŒ et digt han engang havde h¿rt. 

 

 I dit landskab vil jeg findes.

 

Sovende og tryg. Som en forladt krop.

Du holder om.  

 

 

Han var blevet en forladt krop, ingen holdt om.       

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

     



 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 13 - EfterŒr

 

 

 

Og da det blev efterŒr som egetr¾et havde gl¾det sig s¾rligt til, og de f¿rste efterŒrsstorme trak ind over land og mennesket fik mere t¿j pŒ og tr¾erne mindre, skete der noget bem¾rkelsesv¾rdigt. Ikke at det var bem¾rkelsesv¾rdigt at tr¾et sagde farvel til sine blade, det var helt naturligt idet at bladenes oprindelige funktion var fotosyntese. NŒr det blev koldt lukkede tr¾et ned for denne proces, for at frostsikre sin stamme. Ellers ville tr¾et springe inde fra. Egetr¾et havde h¿rt om flere der ikke fik lukket for det varme vand i tide, sŒ at sige, og f¿lgerne var pludselig d¿d. Vand var byggestenen til liv, men Œrsag til d¿d. SŒdan var det ogsŒ med k¾rlighed. 

 

Med tiden var det gamle kloge egetr¾ blevet mere hult. Egetr¾et havde f¿rst ikke v¾ret klar over om det var af naturlige Œrsager eller om det skyldes andet, sorg eller sult. Og hvad var forskellen mellem sorg og sult? Sorgen var vel i virkeligheden ogsŒ en sult?  EfterhŒnden som tr¾et blev ¾ldre og endnu klogere skete der noget. Barken pŒ det gamle egetr¾ ¾ndrede sin konjunktur. Unge egetr¾er var glatte. Egetr¾et udviklede med tiden en grov skorpebark med dybe furer. Han opdagede at han var blevet gammel, en dag han sŒ den unge friske bark, pŒ tr¾et ved siden af. Han troede kun det var mennesket der blev ¾ldre. Egetr¾et f¿lte sig jo stadig som en ung dreng indeni. Den eneste forskel var, at han med tiden kunne m¾rke en klogskab. Og klogskab var en sv¾r st¿rrelse at have med at g¿re, idet balancegangen mellem arrogance og hj¾lpsomhed blev usynlig for omverdenen.

 

Han var ogsŒ blevet mindre, han mŒlte kun 17 meter i h¿jden. Til geng¾ld var han blevet ret sŒ tyk rundt om livet. Noget som ogsŒ skete for mennesket havde han bem¾rket. Da tr¾et m¾rkede sit hulrum indeni t¾nkte han, at det mŒske var fordi livet var ved at slutte; men han opdagede, at den yderste skal levede og transporterede vand og n¾ringsstoffer fra r¿dderne til bladene, som endnu ikke var faldet af - og sukkerstoffer den anden vej. Det var altsŒ muligt at leve alligevel?       

 

En dag havde tr¾et med sine kloge ¿jne set noget bev¾ge sig i det fjerne. Det lignede en stor gylden hŒrpragt. Det var man og manke pŒ en hest. Manen var lys i siderne og havde en sort stribe ned langs midten. Den var robust bygget og pelsen var en blanding af kamel og karamel. Den havde store tykke sokker pŒ, som var bŒde lange og lyse og musklerne var s¾rligt fremtr¾dende ved krydset. Det var en hest som kunne tr¾kke en vogn. En hestekraft var nok. Egetr¾et vidste at heste var st¾rke og at de som regel skulle bruges til transport af tungt materiel. Tr¾et kunne ogsŒ se ,at ladet pŒ vognen var tomt og at hest og vogn og kusk kom i denne retning. Mod ham. InŽbranlable hŒbede de ville k¿re forbi hans vej og videre ud i verden.   


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 14 - En bl¿d start.

 

 

 

 

 

 

 Hun gik med sine poser gennem byen. Sv¾vende som en skr¿belig sort sommerfugl. Og da hun kom hjem satte hun sine sko i entreen og tog tre kasser frem. Hun Œbnede lŒget ganske forsigtigt, som om indholdet kunne gŒ i stykker. Hun tog dem op, sŒ pŒ dem, m¾rkede en uro og en sp¾nding indeni. Hun vidste ikke hvilken Žn af f¿lelserne der var mest fremtr¾dende, men hun vidste at de begge var der og havde en eksistensberettigelse. Hun havde med tiden l¾rt at alle f¿lelser var vigtige, fordi de havde hvert deres budskab og liv. De fortalte en historie. Ofte lyttede mennesket ikke til denne historie, for de havde travlt med andre ting. De havde faktisk mest travlt med at gemme f¿lelserne v¾k. Det var ellers lige pr¾cis f¿lelserne der gjorde dem til mennesker, men det var der ikke mange som vidste. MŒske ville de ikke vide det. MŒske pr¿vede de at distancere sig fra f¿lelserne for at blive usŒrlige.

Men man kan ikke ¾ndre noget man er, eller noget man f¿ler. 

 

Hun lod sin hŒnd glide lige sŒ forsigtigt hen over skindet, det var helt glat og skinnede nyt. Nye ting var smukke, men manglede ofte en sj¾l, det mŒtte hun selv give dem, t¾nkte hun. Hun placerede dem ved siden af skoene, som var brugte og havde en sj¾l.

SŒ tog hun lŒget af den anden kasse, hun k¾rtegnede skindet og m¾rkede hvor meget hun savnede sin elskede. Det var meget forskelligt hvordan hun havde det. Der var blŒ dage og grŒ dage og r¿de dage. Det var vel helt almindeligt. Nogle kaldte det nok bare en god dag, eller en j¾vn dag, en kedelig dag eller en m¾rkelig dag. Hun delte sine dage ind i farver, og hver farve havde sit eget udtryk, sin egen f¿lelse. Hun lod sin hŒnd glide lige sŒ forsigtigt hen over skindet igen og m¾rkede helt tydeligt hvordan alting voksede indeni, savnet, k¾rligheden, sorgen.  Hun placerede par nummer to ved siden af det nye par og det etablerede par med sj¾l. SŒ Œbnede hun den sidste kasse. LŒget blev taget af, n¾nsomt og forsigtigt ganske som de andre lŒg. Hendes personlighed var fuldst¾ndig som den plejede at v¾re. Hun var helt sig selv. Det bem¾rkede hun og t¾nkte, at der var en grund til at noget vedblev med at v¾re det samme, sŒ lukkede hun sine ¿jne og lod sin hŒnd gŒ pŒ opdagelse.

 

 Hun kom igennem flere universer, tunneller og landskaber der Œbnede sig, for til sidst at hente himlen ned med farver der var sŒ intense at intet lys kunne undslippe.  Hun kiggede pŒ r¾kken af sko. Der var de behagelige sko med den gamle sj¾l, der var de nye grŒ sko, helt glatte og smukke, men uden sj¾l. SŒ var der de r¿de sko, som allerede f¿r de var taget i brug rummede en stor k¾rlighed og ¿mhed og sŒ var der de sidste sko, hvis f¿lelse hun endnu slet ikke kunne beskrive. Hun ville starte med at tage de grŒ sko pŒ.

 

Det var et godt sted at starte.  

 

De havde ingen h¾l og ingen sj¾l. Det var en bl¿d start.     

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 15 - Kolb¿tter og uidentificerede objekter

 

 

 

 

 

Hun slog en kolb¿tte og svingede frem og tilbage. Bev¾gelserne var bl¿de. Alt i hende gav efter som en elastik. Hun var som et hav hvor b¿lgerne gav efter. Men hun var ogsŒ et hav fordi det m¿rke vand rummede uanede hemmeligheder. Hvad gemte der sig i det m¿rke dybe vand. Hun vidste det ikke selv. Hun gik pŒ opdagelse, lod blikket glide op og ned af sine ben. Udforskede hvert et hŒr og hver en prik. Hun lod fingrene m¾rke hvor ung og bl¿d huden var. Hun sŒ pŒ sin hŒnd. Den var blevet solbrun og flot.

Fingrene var slanke. Der var smŒ m¿rke prikker og helt hvide hŒr.

Man skulle meget t¾t pŒ for at kunne se dem. Hun bem¾rkede at neglenes bŒnd var skubbet helt tilbage. Det var ikke noget hun selv havde gjort. Men engang havde hun fŒet fortalt, at det bet¿d hun var et godt menneske?

 

Kunne man virkelig se det pΠen negl?

 

 Hun vendte hŒnden om, t¾nk hvis det virkelig passede at man kunne se ens fremtid? Hendes hŒnd var meget bl¿d og glat indeni. Linjerne var synlige og nŒr hun sp¾ndte hŒnden helt ud sŒ den sitrede, blev linjerne endnu tydeligere og hŒndfladen syntes endnu st¿rre. Hun trykkede i sin hŒnd. Nogle steder var den ¿m, andre steder helt bl¿d og afslappet. MŒske afspejlede hŒnden resten af kroppen. MŒske var den en lille krop pŒ en stor krop. Den sŒ nemlig fuldendt ud. Kloge mennesker kunne se hele livet i ens hŒnd. Ligesom en hŒnd fortalte kroppen ogsŒ en historie. MŒden den gik pŒ, store skridt, smŒ skridt, lige gang, sk¾v gang. Holdningen, hvor meget havde kroppen at b¾re pŒ, var ryggen krum eller strakt?

Det var som om alt der var levende fortalte en historie. Ordene var slet ikke n¿dvendige, historier blev fortalt hele tiden og alle havde deres helt egen. 

 

Hun slog en kolb¿tte mere og hoppede h¿jt op i luften. Hun ville pr¿ve at ramme lampen i loftet. Hvis hun var h¿jere ville hun kunne nŒ l¾ngere. NŒ l¾ngere ud. Og op. Men hvis hun var mindre ville der ikke v¾re sŒ langt ind? Var det indre eller det ydre liv mest interessant?

Hvor l¾rte man mest? Hun gik igen pŒ opdagelse og fik lyst til at flyve helt v¾k.

 

Hun lagde sig ned pŒ gulvet og lukkede ¿jnene. Hun m¾rkede altid sig selv bedst sŒdan. Hvorfor vidste hun ikke. Det var som om hun kunne tr¾nge ind i en anden verden. En verden med uanede muligheder. Hun kunne ikke i dag. Hun slog en vejrm¿lle og blev svimmel. Lagde sig ned igen. Formede smŒ figurer med sine fingre.

 

SŒ lukkede hun sine ¿jne og m¾rkede en varme. Bevidstheden udvidede sig. F¿rst langsomt. Som nŒr porerne i huden elargerer. Udvidelsen begyndte at antage en form. Bobler. De begyndte at bev¾ge sig. Helt let. Boblerne fik mere tyngde, blev faste. Fik form og farve. Blev til kugler. Hun begyndte at forme kuglerne. F¿rst i sin fantasi, bagefter i sin hŒnd. Kuglerne voksede efterhŒnden som de optog varmen fra hŒndfladerne og skiftede efterf¿lgende farve for til sidst at lette. Hun antog at kuglerne skiftede farve pŒ grund af varmen, men det var kun en gisning. Hun vidste heller ikke hvad kuglerne skulle bruges til. Men hun vidste at nŒr hun trykkede pŒ et bestemt sted i sin hŒnd, var der ligesom en usynlig ind - og udgang. EfterhŒnden som kuglerne steg op i atmosf¾ren blev de til lysende prikker pŒ himmelen. De blandede sig med de lysende prikker som allerede var blevet f¿dt. Nu dannede de par pŒ kryds og tv¾rs. Hvem valgte hvem? Var det forudbestemt? Var det kemi? Hun mŒtte fors¿ge at forstŒ det.  Hun kortlagde kuglernes f¾rden, sendte en kugle af sted og noterede.  

 

 

Afsendt kl. 10.24.31. 

 

 

 Radius 1,5 cm.  

 

 

Objekt indeholder farver af lys turkis med en ring af lilla ved ¾kvator. Emnet har en m¿rk prik ved den nordlige pol. Hvorvidt den m¿rke prik indeholdt andet og mere end den m¿rke farve, kunne hun ikke svare pŒ. Det var for sv¾rt at se. Det mŒtte vente. Kuglen l¿ftede sig fra hendes h¾nder og startede sin himmelfart. Hun noterede at emnet havde en vinkel pŒ 89 grader. Efterf¿lgende noterede hun sig at kuglen ikke dannede par med nogen, men at 2 lysende prikker, der sandsynligvis udgjorde et par, havde flyttet sig pŒ stjernehimlen.           

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 16 - Har du det godt, skat?

 

 

 

 

 

 

 

Han havde sagt til hende at hun skulle holde sin k¾ft. Spyttet havde v¾ret synligt som smŒ perler af ophidselse. Han havde taget sŒ hŒrdt fat i hendes hŒr at hun skreg. SŒ smed han hende ned pŒ gulvet, tog fat i hendes nakke og smadrede hovedet mod gulvet og sagde at k¾llingen skulle holde sin k¾ft. SŒ tog han et sidste sug af sin cigaret og tv¾rede den ud med sin st¿vle. Bagefter kiggede han pŒ sit armbŒndsur og t¾ndte for fjernsynet, han kunne stadig nŒ at se afslutningen pŒ den kamp. Han spurgte om hun havde det godt? "Har du det godt, skat?" Hun svarede ikke, han trak pŒ skulderen og tog en dyb vejrtr¾kning. SŒ rejste han sig op. "Jeg spurgte om k¾llingen har det godt?" Hun svarede stadig ikke. Han hev fat i hendes skjorte, fl¾nsede den med sine h¾nder og tog sit b¾lte af. SŒ k¾lede han lige sŒ forsigtigt hen over hendes hud og musklerne sitrede ganske svagt. SŒ pressede han sin st¿vle ned i huden. Han blev ved med at ¿ge v¾gten og sagde at k¾llingen skulle svare. Der kom stadig ingen lyd. Han gik ud i k¿kkenet og skar en bid af et ¾ble, t¾ndte for radioen, mens han nynnede. Han rŒbte om hun var sulten, k¾llingen svarede ikke og han t¾nkte det var godt, hvis hun endelig havde l¾rt at holde sin k¾ft.    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 























 

Kapitel 17 - I k¾rlighed g¾lder alle kneb

 

 

 

 

 

Hun tog notesbogen frem. Der mŒtte v¾re noget som kunne bruges. Hvorfor havde hun ikke l¿bet efter ham? Det havde da v¾ret det mest naturlige i hele verden. Hun kunne ogsŒ havde rŒbt efter ham, selv om det stred mod hendes natur at rŒbe. RŒb var efter hendes udsagn afmagt, og afmagt var et udtryk for at v¾re i en situation, man ikke selv kunne l¿se.

Og hvem havde l¿st til h¿jt og tydeligt at erkende at livet var uoverkommeligt?

Hun havde i hvert fald ikke. 

I k¿kkenet tog hun tekanden frem og satte vand over. Det var blevet efterŒr og varmen kom ikke l¾ngere af sig selv. Hun b¿jede sig ned og fandt honning og camille te og kom i tanke om en reklame med en lys ung mand og en asiatisk kvinde, der havde lukkede ¿jne. De sad ved vandet og mŒden kroppene sad pŒ, gjorde at de antog en hjertelignende form.

Hun kunne huske at billedet havde gjort hende meget afslappet og at hun efterf¿lgende altid havde k¿bt den slags te. Nogle billeder satte sig fast. Andre gjorde ikke. Det var sv¾rt at afg¿re hvorfor?

Noget r¿rte andet gjorde ikke. Det var ligesom fiasko og succes. 

Hun satte sig og kiggede i et blad. Opskrifter, tab 5 kg pŒ to uger. SŒdan bliver du glad igen. Jeg har fundet lykken gennem tantra-sex med forskellige m¾nd. Hun begyndte at l¾se... "F¿rste gang var jeg bange, fordi jeg skulle pr¿ve noget nyt med en mand jeg slet ikke kendte. Han var rigtig fr¾k og flot og det gjorde mig ekstra nerv¿s, men det t¾ndte mig selvf¿lgelig ekstra, at han var sŒ fr¾k..." Hun bladrede..."sŒdan bliver du fr¾k i sengen pŒ 5 minutter"...hun bladrede igen... "vis du elsker ham pŒ 10 forskellige hurtige mŒder".  

 

1) Skriv en fr¾k seddel og l¾g den i hans jakkelomme.

2) Overrask ham med fr¾kt undert¿j.

3) ¯v dig i at tale langsomt og dybt og fr¾kt.... 

 

Det hele handlede vist om at v¾re fr¾k. Men k¾rlighed var da ikke fr¾k? Eller hvad?

 

MŒske havde hun helt misforstŒet hvad det handlede om. Havde hun virkelig taget sŒ meget fejl?

 

MŒske var det derfor det ikke var gŒet. Hun huskede ,at han havde sagt, at det ville v¾re l¾kkert hvis hun en dag lŒ pŒ alle fire med trusserne nede om lŒrene nŒr han kom hjem. SŒ ville han nok komme hen til hende og tale fr¾kt. Han ville nok binde hende fast til noget og forts¾tte med at tale virkelig fr¾kt til hende. Bagefter ville han give hende bind for ¿jnene og begynde at r¿re ved hende. K¾rtegne hendes balder og tr¾kke trusserne l¾ngere ned. SŒ ville han begynde at slikke hendes lŒr og l¿sne b¾ltet i sine bukser. Han ville beholde skoene eller st¿vlerne pŒ. SŒ ville han begynde at k¾le for hende, mens hans k¾lede for sig selv og blev endnu mere ophidset. Til sidst ville han hive sine bukser lidt ned, og nŒr han ikke kunne vente mere ville han tr¾nge ind i hende, presse hendes hoved ned ad mod gulvet og til sidst eksplodere i en udl¿sning der var bedre end det han var vant til. 

 

Hun h¾ldte teen op og t¾nkte, at i k¾rlighed g¾lder alle kneb.

Det var vel ogsŒ en slags omskrivning af at v¾re fr¾k, eller? SŒ tog hun en slurk af teen og gik ind og lagde sig, notesbogen mŒtte vente.   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 18 - Kunsten at give slip

 

 

 

 

Han trak hende ud af bilen, hev i hendes arm. Han bad hende gŒ ind i huset. Hun gik. Han gav hende et skub i ryggen. Da hun kom ind i huset sagde han til hende, at hun skulle begynde at onanere. Hun begyndte i stedet at gr¾de. Han sagde til hende, at hun skulle onanere og at det var ok hvis hun gr¾d imens. Hendes l¾ber sk¾lvede og alt i hende trak sig sammen. Hun stak hŒnden ned i sine bukser. Hun gr¾d. Hun kunne ikke. Han sagde til hende, at det t¾ndte ham, nŒr han kunne se hun var bange. Hun pr¿vede at rejse sig; men han bad hende om at blive liggende pŒ kn¾. Hun pr¿vede igen at rejse sig og han sagde igen til hende, at hun skulle blive liggende pŒ sine kn¾. Hun foldede sine h¾nder og bad om at fŒ lov til at gŒ. Han smilte til hende og sagde at hun bare kunne gŒ. SŒ blev der helt stille. Som om hun spillede den sidste replik igen og igen, hun mŒtte v¾re sikker pŒ hun havde h¿rt rigtigt. SŒ rejste hun sig og han lod hende gŒ.     

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 19 -

 

 

 

De hviskede om natten, helt tyst. Sagde ordene sŒ blidt at de sv¾vede som luft gennem fort¾ttet k¾rlighed. Og mŒnen kiggede fra sit vindue uden for og sŒ at ordene fl¿j direkte fra l¾berne og ned i hjertet, for det var slet ikke ¿rene man lyttede med, nŒr man var forelsket.

De udforskede hinandens kroppe. Unders¿gte hver en sk¿nhedsplet og kyssede dem Žn for Žn. Han hviskede smukke ord i hendes ¿rer og fortalte smŒ eventyr, mens han holdt hende t¾t.

Han lagde sin krop oven pŒ hendes. Og hun foldede sig helt ud og modtog hvert et ord og hvert et k¾rtegn. Hver en fold og hvert et hŒr blev vakt til live. Alt i sj¾len skulle f¿les og alt i nuet skulle leves. De vidste at nŒr morgendagen gryr, ville al magi forsvinde. Og magien ville f¿rst komme igen, nŒr dagen gik pŒ h¾ld og mŒnen stod op og kiggede ud af sit vindue. Hun tryllebandt ham som i "Im Chambre sŽparŽe" .

Det var trolddom og mŒnen vidste det godt.

Det gjorde hjertet ikke.   

 

Hun sŒede et fr¿ i ham den f¿rste nat. Han var slet ikke klar over det. Han sŒ det ikke og m¾rkede det f¿rst lang tid senere. Normalt var det k¾rligheden som sŒede fr¿et; men i det tilf¾lde var det anderledes. Hun bestemte hvilke fr¿ der skulle sŒs og hvilke fr¿ der skulle l¾gges f¿rst og sidst ned. Hvis hun havde valgt nogle andre fr¿ og lagt dem i pŒ en anden mŒde, var historien endt helt anderledes. Selve fr¿et er en fostertilstand og som regel er fr¿et forsynet med et eller flere beskyttende lag. I dette tilf¾lde var der desv¾rre ikke noget sk¾rmende lag, og fr¿ene blev v¾rgel¿se og afkl¾dte. Som mŒnederne gik og Œrstiderne skiftede, voksede fr¿kornene sig st¿rre og for hver dag der gik blev han mere forsvarsl¿s. Men han sŒ det slet ikke. Det var nemlig sv¾rt at se noget som groede indeni. Og selvom hun havde sŒet fr¿ene og bestemt r¾kkef¿lgen var hun slet ikke klar over, at det var det hun havde gjort. Tit sŒ man ikke sin egen handling f¿r andre handlede ligesŒdan.

NŒr de lŒ i v¾relset og m¾rkede varmen fra deres kroppe og den t¾tte luft af k¾rlighed og elskov, forplantede sig en Œndel¿s sk¿nhed i deres indre. Og selvom sk¿nheden ikke var et fr¿ der nemt kunne gro, lykkedes det for dem at skabe en v¾kst af noget som aldrig var blevet sŒet og som aldrig ville tŒle dagens lys. Det sŒ heller aldrig dagens lys, for magien forsvandt nŒr morgendagen gryr og mŒnen gik forbi sit vindue.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 20 - Eventyr

 

 

 

De m¿dtes ved vandm¿llen den f¿rste gang og de sad cirka to meter fra hinanden. Hvis hun rykkede pŒ sig gjorde han det ogsŒ. Afstanden forblev den samme imellem dem. Ingen af dem sagde noget. Den ene pillede i et sŒr og den anden kl¿ede i et myggestik. Fuglene fl¿j t¾t forbi og vinden fulgte efter, eller ogsŒ var det omvendt. De havde m¿dtes to kryds v¾k fra skolen, idet hemmeligheden ellers ville v¾re r¿bet. Sidsel havde pillet i tapen pŒ cykelstyret og ¾rgret sig over hun ikke havde fŒet det cykelstyr eller den lilles¿ster hun havde ¿nsket sig. Hun kiggede ned i jorden, men havde hele tiden det ene ¿je placeret ude ved ¿jenkrogen. Hun mŒtte se ham sŒ tidligt som muligt, ellers havde hun ikke tid nok til at vende sig til tanken om, at det var nu. Lige nu. Hun sparkede lidt til nogle smŒ sten og pludselig kunne hun m¾rke noget i sin hŒnd.

Han havde givet hende et stykke slik.

Hun kiggede pŒ ham meget kort og smilte. Hun havde spurgt om han havde haft en god dag i skolen og det l¿d fuldst¾ndig dumt, nŒr de gik i samme klasse.

 

Nu sad de midt i den danske sommer og alting var sŒ vidunderligt, at hun mŒtte sidde helt stille uden at sige noget. De kunne h¿re den gamle vandm¿lle dreje rundt og vandets rislen. Hun kunne pludselig m¾rke at hun skulle tisse, rigtig meget endda. Det var virkelig uheldigt.

Hun sagde til ham, at han skulle sidde helt stille og lukke sine ¿jne, sŒ ville hun komme tilbage lige straks. Han lukkede ¿jnene og Œbnede dem igen, hun betragtede ham og sagde han ikke mŒtte snyde, men at det var tilladt at have Œbne ¿rer. Han smilte og lukkede dem igen, ¿rerne var Œbne men det var hjertet han lyttede med.

Hun fandt en lille busk og satte sig bag den og m¾rkede den kildende fornemmelse, det nye sted i maven. Da hun var f¾rdig fandt hun et lille stykke kr¿llet papir. Det smed hun i en busk, men hun opdagede at papiret havde fŒet en lille plet af r¿d.

En helt lille plet. Det var den f¿rste gang. Den f¿rste gang hvor hun ikke f¿lte sig som et barn.

 

Det var som et eventyr hvor han havde taget hendes uskyld helt uden at vide det.   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 21 - Historiefort¾lling

 

 

 

Han tog sit b¾lte og bad hende Œbne munden. Hun Œbnede munden. SŒ tog han b¾ltet og gav hende det i munden som selet¿j og bandt det pŒ bagsiden af hendes hoved. Der var ingen huller som passede. SŒ han tog en kniv og lavede et hul. SŒ blev b¾ltet strammet og det nye hul blev udnyttet. SŒ tog han i b¾ltestroppen og trak hende af sted. Hendes ankler var bundet sammen, og hun sad pŒ sine kn¾. Han trak af sted med hende f¿r hun var kommet op pŒ f¿dderne og hun skreg sŒ meget hun kunne. Han slog hende sŒ hun segnede og bad hende holde sin k¾ft. Han sl¾bte hende over til stolen, og satte sig. Hun sad ved siden af. Han sagde til hende at hun var grim, hun svarede ikke. SŒ rejste han sig: "Jeg sagde til dig, du er grim", sŒ smilte han og strejfede hendes kind.

Bagefter gik han ud i k¿kkenet og h¾ldte varmt vand op i en gryde. SŒ kom han tilbage og rensede hendes ansigt. Lige sŒ forsigtigt. Og mens han gjorde det bad han hende t¾nke pŒ en historie, som hun skulle fort¾lle, nŒr han var f¾rdig med at rense hendes sŒr.    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 22 - Frem og tilbage

 

 

 

 

Hun sad med skoen i hŒnden og skrev sine f¿lelser ned f¿r hun tog dem pŒ. Hun m¾rkede en afklarethed, men ogsŒ en sp¾ndthed.

Hun gav sig selv farven lyseblŒ, med en sky.

Hun beskrev tyngden af sin krop som en cafŽ au lait.

Kroppens ydre gav hun farven sart gul med en snert af hvide liljer.

 

Hun l¾ste det hun havde skrevet og smilte. Hun havde det faktisk ret godt.

MŒske skulle hun ikke tage de grŒ sko pŒ? Hvad ville der ske, hvis hun aldrig kunne finde tilbage til den f¿lelse hun havde lige nu? Hvad hvis hun slettede sit gamle jeg?

Hun t¾nkte pŒ bilen. Hvis bilen havde ¾ndret farve ved at fŒ et hvidt hjul pŒ, kunne man vel bare s¾tte det oprindelige sorte hjul pŒ igen? Eller hvad? Ville man sŒ vende tilbage som om ingenting var h¾ndt eller mŒske lige frem v¾re klogere? Hvis man var gift og blev skilt, kunne man sŒ vende tilbage til tilstanden f¿r man var gift. Kunne man fŒ det liv man engang havde? Kan man elske noget man engang har elsket? Hun sŒ livet som en lang trappe. For hver gang hun tog et nyt skridt faldt det nederste trin af. Kunne man vende tilbage, men kun til en vis gr¾nse? Kom det an pŒ hvor langt nede pŒ stien det man ville vende tilbage til befandt sig? Hvis hun tog et trin ned ad i stedet for op ad, ville der sŒ komme et trin pŒ ned ad? Hvis hun tog uanede skridt ned ad kunne hun komme tilbage til hvad som helst, i f¿lge denne teori, men vejen til noget nyt ville til sidst blive uendelig lang. Var det sŒdan livet hang sammen? Der var noget hun mŒtte afklare, f¿r hun kunne gŒ i de grŒ sko.   
















 

  Kapitel 23- Vabler og hot bogs

 

 

 

 

 

 

  Sidsel pillede lidt i en vabel under foden. En vabel som var blevet f¿dt da hun og Frode Frederiksen gik ned til stien og videre hen til vandm¿llen. Hun fik ellers ikke vabler, det var heller ikke fordi hun havde sukkersyge. Disse patienter fik ofte vabler idet de mistede f¿lsomheden under deres f¿dder. Men Sidsel havde ikke sukkersyge. Men mŒske sukke-syge, ligesom faren.

  

Hvordan skulle hun starte? Det var en vanskelig situation nŒr man kun var 12 Œr gammel. Grunden til hun havde fŒet vablen var i ¿vrigt, at smŒ sten havde fundet vej ned i sandalerne og, at hun syntes det var pinligt, hvis hun skulle bede Frode Frederiksen stoppe op, for at fŒ dem ud. Det ville have set helt tŒbeligt ud. Men hun havde haft chancen for at r¿re ved hans skulder i sŒ fald. Det t¾nkte hun f¿rst pŒ nu, og da var muligheden forpasset. Men den kom nok igen, der kom altid noget godt til den som ventede. Og hvad ville Frode Frederiksen i ¿vrigt have sagt, hvis hun havde r¿rt ved hans skulder?

 

MŒske havde det v¾ret for meget for ham, mŒske ville han v¾re blevet som et vildt dyr, ligesom l¾rer Frederik Andersen fra Matador, Frederik Andersen og Frode Frederiksen. De navne var faktisk ikke sŒ langt fra hinanden. Hun blev igen nerv¿s og pillede lidt i vablen. Menneskets gestik var omfattende. 

 

Men hvad havde hun gjort hvis Frode Frederiksen var sprunget pŒ hende? Hun havde nok udbrudt et skrig, der var noget anderledes end det skrig da fl¿debollens skind revnede, sŒ meget kunne hun fastslŒ. Der fandtes gode skrig og dŒrlige skrig. Opm¾rksomhedsskrig og rŒb om hj¾lp.


 
Hun vippede foden frem og tilbage og hŒbede, at der snart ville komme en reaktion fra hendes far. Han bladrede i avisen og kom med et lille suk. Hun blev helt stille. Sad og ventede.

Der skete ikke noget.

SŒ begyndte hun igen, hun s¿rgede for at foden k¿rte op og ned ad stoffet pŒ dugen. SŒ blev lyden lidt h¿jere og mere irriterende. Faren kiggede op fra avisen, sŒ nu kom det. Problemrynken blev synlig og hans ¿jne kiggede n¾sten helt op i loftet. Han lyttede. Men sagde, ingenting.

 

Hun begyndte at nynne og fl¿jte. Nu mŒtte der komme en reaktion. Faren Œbnede munden og spurgte meget forsigtigt om hun havde fundet sine stylter. Sidsel sukkede og sagde, at de var gŒet en lang tur og at ingen vidste hvornŒr de ville komme hjem igen. Faren kiggede pŒ Sidsel med et ¿mt blik og sagde, at hvis han havde gŒet i klasse med Sidsel, sŒ ville han have skrevet et langt brev til hende og spurgt om de skulle ses en dag efter skole og spille plader og spise madder. Sidsel blev lidt genert, men kunne ogsŒ fornemme at det var et godt tidspunkt at sp¿rge faren, om det hun gerne ville sp¿rge om. I stedet spurgte hun hvad de skulle have at spise og faren svarede, at det mŒtte hun bestemme.

 

Sidsel spiste fire hot dogs.

 

 

 

Bagefter gik hun ind pŒ sit v¾relse.    

 

"I love you deep in my heat"

"I love you deep in my soul"

"I love every inch of your skin"

"Dont make it a sin"

 

"I love every bit of you"
"I will kiss every inch of you"
"You make me sad and blue"

"If I don't have you"

 

When the night is sad and blue
I dream I send my heart to you
And I sing from deap inside

So don't make it a fight.

 

Hun skrev kærlighedsdigte til Frode Frederiksen og det gik ikke stille for sig. Hun fandt ud af, at kærlighed er et meget stort og vanskeligt begreb, og hun begyndte derfor at studere dette univers med en sjælden omstændighed. Dette kr¾ver n¾rmere uddybning, som f¿lger senere.



Hun fandt også ud af, at der var mange ting man gjorde, når den første forelskelse indtraf. Tit var folk slet ikke klar over deres ¾ndrede adf¾rd. Og nŒr de fandt ud af det, ben¾gtede de det ofte i starten. Mig ? Forelsket ? I det fjols?
Hun læste, at det var almindeligt at lytte til musik med kærlighedstekster, sŒ det gjorde hun og blev så inspireret, at hun efterhånden udviklede en speciel teknik og formuleringsevne.
Hun tænkte at det var godt at skrive på engelsk, hvis hun en dag mødte en fra et fremmed land.

 


 


Hun prøvede også på dansk


Kys i natten du måne fuld

Slå mit hjerte helt omkuld

Lad mig vide du er her

 

Og elsk mig kun som den jeg er



Hun var endnu ikke helt klar over hvad kærlighed var, og hun vidste heller ikke hvordan hun skulle finde ud af det. Derfor startede hun med at lŒne bøger på biblioteket, og reolen i værelset blev fyldt med titler som "Bliv en partner for livet", "Kærlighed er ikke for kujoner" selv bogen "Sådan kommer du helskindet igennem skilsmissen" havde fået sin egen plads. Men før hun kiggede nærmere på bøgerne var der noget andet som var vigtigere. Hun ville skrive flere digte. Og de skulle nok være på engelsk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 24 - Ta' dine sko af, skat

 

 

 

Tr¾et havde set en bil k¿re af sted i hast. Hjulene havde n¾rmest snublet pŒ vejen og motoren havde br¿let som torden. Det var en sen aften og det var uh¿rt at k¿ret¿jer trak en sŒdan st¿j med sig. Selv mŒnen havde kigget ud af sit vindue med undren og skruet lidt op for sit lys, for den ville v¾re sikker pŒ at det var rigtigt, det den sŒ.
Bl¾sten havde ogsŒ m¾rket uroen og t¾nkte at den mŒtte g¿re noget. SŒ bl¾sten blev til storm og stormen bl¾ste grene og kviste ud pŒ vejen for at stoppe det rasende k¿ret¿j. Men selvom det fik en k¾p i hjulet, var det ikke nok til at stoppe den forf¾rdelige fremdrift.

Manden, som tr¾et, bl¾sten og mŒnen havde set, sagde til dem alle sammen, at de skulle skride ad helvede til. Han sagde det og f¾gtede med et oversavet jagtgev¾r. SŒ gentog han det: "Skrid ad helvede til". Han holdt rundt om hendes hals, trak hende af sted og beskyttede sig selv, brugte hende som menneske skjold. SŒ fik han hende ind i bilen og k¿rte af sted i h¿j fart. Hun havde en klud i munden og var bundet pŒ h¾nder og f¿dder. 

Da de havde k¿rt lidt t¾ndte han for radioen og nynnede med.

SŒ k¿rte han ind til siden og bad hende stŒ ud af bilen. Hun stod ud af bilen og han bad hende kn¾le ned pŒ kn¾. SŒ kn¾lede hun og bad for sit liv. Han sagde hun skulle lukke sine ¿jne. Det gjorde hun.

SŒ kyssede han hende. Helt blidt. Bagefter stak han hŒnden ned i bukserne og begyndte at onanere. Han sagde til hende at hun sŒ fr¾k ud og at han fik lyst til hende. Han sagde til hende at hun skulle onanere imens hun talte fr¾kt til ham. Hun sagde, at han sŒ fr¾k ud med sk¾gstubbe. SŒ slog han hende. SŒ sagde hun at han havde en flot krop. SŒ slog han hende igen og hun bukkede sammen. SŒ fik han udl¿sning og sagde: "Kom skat, vi skrider".

Han parkerede bilen foran huset og bad hende tage sine sko af. Hun ville s¾tte sig ned. Han sagde til hende, at hun skulle blive stŒende. Hun fors¿gte at forklare, at hun manglede en l¾ndehvirvel og, at hun derfor havde sv¾rt ved at stŒ sŒdan. Han sagde til hende, at hun skulle g¿re som han bad om. Hun bukkede sig ned sŒ godt hun kunne og han pressede det ¿verste af hendes ryg ned ad. Nu stod hun i en ret vinkel pŒ 90 grader, med strakte ben. Han sagde til hende, at hun skulle blive stŒende sŒdan. Hun b¿jede lidt i kn¾ene og fik skoene af. SŒ bad han hende fors¾tte med at stŒ i stillingen. Hun gr¾d lidt. Han sagde til hende at hun var smuk nŒr hun stod sŒdan, og at han fik lyst til hende. SŒ vendte han hende om sŒ han kunne se hende bag fra og begyndte at stŒ og k¾le uden pŒ hendes bukser. Han l¿snede hendes b¾lte og Œbnede de to ¿verste knapper og trak bukserne lidt ned. SŒ stak han hŒnden l¾ngere ned og begyndte at k¾le for hendes balder og han m¾rkede hvordan hendes hud sitrede. Hans lyst voksede og han begyndte at k¾le hendes l¾ber. Han kunne m¾rke de smŒ hŒr pŒ l¾berne og han stak en finger op i hende, lige sŒ forsigtigt, mens han m¾rkede sit k¿n r¿re pŒ sig. SŒ drejede han hende 180 grader og bad hende Œbne munden. Nu stod de lige over for hinanden. Hun gr¾d og det var tydeligt, at hun havde gr¾dt lydl¿st gennem l¾ngere tid. Hun var sort under ¿jnene, og de havde fŒet et dybt og m¿rkt udtryk. Han bad hende igen Œbne munden og hendes l¾ber sk¾lvede, mens tŒrerne l¿b ned ad et ansigt som var stift og blottet for f¿lelse. Hun stod stadig i en vinklen pŒ 90 grader og i munden kunne hun smage hans varme k¿n der voksede sig st¿rre og hŒrdere, efterhŒnden som st¿denes intensitet voksede i styrke. Han kom i hendes mund og hun br¾kkede sig. Han bad hende t¿rre op. Det gjorde hun.

Bagefter Œbnede han en flaske r¿dvin og begyndte at lave mad.       




 

 

     

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  Kapitel 25- Kunsten at sove med en sko

 

 

 

 

 

 

Hun mŒtte finde ud af hvordan hun havde det lige nu.   Hvor skulle hun starte.  Hun mŒtte kortl¾gge sine vaner: 

 

Hun sŒ n¾sten ingen tv.  

 

Hun gik tit i biografen og l¾ste en del b¿ger.  

 

Middelklasse og smŒborgerlighed interesserede hende ikke.  

 

Hun boede et ret godt sted og kunne godt lide de smŒ ting og de store ting.  

Hun var f¿lsom og sart.  

Musiksmagen var fusionsjazz, klassisk og opera. Det var hendes foretrukne genrer. 

 

Hverken A- eller B menneske. 

 

Ja det passede meget godt.  

 

SŒ skrev hun det hele ned pŒ et stykke papir og l¾ste det igennem igen. Hun tilf¿jede, at hun var ret grundig og godt kunne lide kvalitet og skarphed. Det var sŒdan hun var.  

Det var da ikke sŒ forf¾rdeligt at skulle sige farvel til dette?  

 

Det var meget sv¾rere med farven lyseblŒ og skyen, cafŽ au lait og sart gul med hvide liljer.  

 

Hvordan kunne det v¾re man kunne beskrive noget oprigtigt og sandf¾rdigt pŒ to forskellige mŒder og opnŒ henholdsvis et positivt og negativt resultat?  

 

Hun sŒ sig selv i spejlet. Spejlet som hang lige over skoene. Skoene som bet¿d noget forskelligt. Signalerede noget forskelligt. Skoene som hver deres sprog, gang om man vil. De havde hver deres liv. Og hun mŒtte afpr¿ve om hun ogsŒ fik et nyt liv. 

 

Hun tilf¿jede at hun var slank og attraktiv, velkl¾dt, feminin og at hun foretrak tapas eller det franske k¿kken, hertil vine. Endelig sluttede hun med at skrive, at hun ikke l¾ngere havde nogen mand og at det var l¾nge siden hun havde f¿lte sig attraktiv indeni. 

 

SŒ tog hun skoen pŒ og gik i seng.     

 

 


Hun stod op lige efter hun havde taget den grŒ sko pŒ. Egentlig skulle de havde sovet sammen den f¿rste nat. Bare hende og skoen, og kun den ene. Hun ville hellere v¾re halvt sig selv end helt nogen anden. Derfor havde hun kun taget den ene sko pŒ. Men kort efter hun havde taget den pŒ, forstod hun n¿dvendigheden af, at fŒ et bevis pŒ hvorvidt der skete en transformation eller ej. Derfor besluttede hun sig for at g¿re noget.
Hun tog skoen af og gik i bad.
Bagefter smurte hun sin krop med lotion, og tog slŒbrok pŒ. SŒ gik hun ind i stuen og satte sig i sofaen. Hun mŒtte t¾nke lidt. Hun trak benene op under sig og lod hagen hvile pŒ kn¾ene, mens de bare t¾er spillede en melodi. Da t¾erne var f¾rdige med deres klaverkoncert, ¾ndrede hun sin stilling og kiggede ud gennem den m¿rke rude. Hun f¿lte sig slet ikke alene, selvom hun var det.

Hun mŒtte t¾nke klart. Derfor gik hun ud i k¿kkenet og Œbnede en flaske vin, en god vin, ellers kunne hun ikke t¾nke og fik i stedet hovedpine. Hun lod bouqueten gŒ pŒ opdagelse og pirre sanserne. Den foldede sig ud, blev stor og rund og fyldig. bnede sig op i klaser af druer og b¾r. Hun slappede mere af. T¾ndte to lys. H¾ldte et glas mere op. L¿snede b¾ltet. Satte en plade pŒ. Tonerne fyldte rummet. Jazz. God jazz. Coltrane. Hun t¾nkte, at der nu alligevel ikke var meget fusions jazz i Coltrane.


Hun fik lyst til noget, som hun ikke vidste hvad var. HŠagen- Dazs? Chokolade? Druer? PŒ vejen ud til k¿kkenet hentede hun notesbogen. Da hun kom tilbage havde hun bogen i den ene hŒnd og et stykke manchego i den anden. Det var det hun havde lyst til.

 

 

Hun spiste sin yndligsost fra Spanien og sad med notesbogen i den anden hŒnd. Regnen l¿b forsigtigt ned ad det store vindue pŒ altand¿ren. Det var n¾sten helt sort udenfor. MŒnen lyste lidt op, men kun halvt, og s¿rgede for, at der blev et farvespil i drŒberne. De fik et lysende sk¾r. De gik fra at v¾re drŒber til at v¾re specielle drŒber, som vinen hun drak. Hun ville ¿nske det ikke var n¿dvendigt at drikke en flaske vin alene. Den smagte bedre nŒr man var to.
Hun satte sig til rette og Œbnede notesbogen. Der var noter i, krydser og streger. Optegninger og prikker. y= lykkef¿lelse divideret med antallet af dr¿mme der er gŒet i opfyldelse eller er blevet knust. Gad vide hvad y stod for? Det var en ligning. Hun kiggede i telefonlisten og fandt en r¾kke navne. Mange forskellige navne, men dog var der flest kvindenavne repr¾senteret. Hun gik gennem listen med sin pegefinger og stoppede ved et bestemt navn. SŒ blev hun ked af det.
Hun lagde sig ned pŒ sengen og t¾nkte at alt ville blive godt nŒr han kom tilbage. Hun skiftede sin dyne ud med hans og trak den helt ind til sig. Alt hvad der var hans ville hun dufte. Havde han det ligesŒdan? Hvis hun nu bare havde taget rundt om ham den aften. Hun havde jo haft lyst. Den aften. Hun var kommet i bare t¾er og havde ringet pŒ hans d¿r. Hun havde spurgt om han havde noget HŠagen- Dazs? Hun havde m¾rket hvordan han havde holdt om hende i sin tanke. 

Hun stod op igen og skiftede plade. Hun satte "sangen til MŒnen" pŒ. En smuk arie fra operaen Rusalka. Librettoen bygger pŒ andre kendte eventyr og handler om Rusalka, der er en nymfe, og som forelsker sig ulykkeligt i en prins. Hun sŒ den tre gange og gr¾d hver gang. Det var et af de fŒ steder, hun kunne gr¾de sammen med andre. Et af de fŒ steder hvor alle delte og oplevede den samme tragedie. Tragedie i det offentlige rum, skemalagt i tid.

Hun hentede hŠagen- Dazs og lagde mere br¾nde pŒ. Det var blevet koldt indeni og udenfor.

 

 

 

 











 

 

 

 

 

 

 

 

 
Kapitel 26 - V¾gtl¿s k¾rlighed

 

 

 

 

MŒnen havde set ud gennem sit vindue og fulgt dem fra f¿rste nat. Den havde set hvordan alt i dem skiftevis udvidede sig, for efterf¿lgende at tr¾kke sig sammen i deres bevidsthed. Som impulser. Et kortvarigt sp¾ndingsudsving. Et ¿nske om forstŒelse. Et hŒb om at kunne elske og blive elsket igen.

Den første nat tog de det meste af tøjet af, ude på altanen. Han kærtegnede let hendes ryg. Det var år siden nogen havde rørt ved hende. I virkeligheden var det slet ikke år siden. Faktisk var det kun nogle få måneder siden, én hun troede, hun kunne blive vild med igen, havde rørt hende. De havde holdt i hånd og kysset. Men hvis man én gang har sagt farvel, bliver det aldrig det samme. Det vidste hun også godt, men måtte have et bevis. Hun havde prøvet flere gange, og hver gang var det som om, der manglede noget. Eventyret. At opdage frem for at vide. Hun vendte sig mod ham. Så på ham og et øjeblik blev han i tvivl, hvorvidt hendes blik afspejlede begær eller kølighed. Det var svært at tolke hendes alvorlige mørke øjne. Han rørte hende forsigtigt, ganske let og først reagerede hun slet ikke. De stod ved siden af hinanden og så ud over København en sommernat. Broen lyste op under dem og spændingen imellem dem blev markeret, som afstanden mellem broens endepunkter. Hvem skulle tage det første skridt? Hvem skulle først have muligheden for at blive afvist eller bekræftet?

 

De mødtes en nat for længe siden og første gang de rørte ved hinanden var 30 meter over jorden. Det var nødvendigt, ellers kunne de ikke glemme livet på jorden.

 

 

 

NŒr de havde elsket og lŒ i sengen og hun snart skulle gŒ, fik hun sommetider lyst til at give ham alt. Det var omfattende og hun vidste ikke, hvordan hun skulle fort¾lle det til ham. Det var sŒ almindeligt at sige, at man ville give hinanden sit hjerte. Men hun havde lyst til at give andre organer. Hun ville give ham sin arterie, pulsŒren der f¿rer blod bort fra hjertet, chylus, lymfen som l¿ber parallelt med blodbanerne, cervix uteri, livmoderhalsen, cornea, den glasklare hinde foran pupillen, corpus, hendes krop og cor, hjertet. Hun ville give ham alt det hun indeholdt, og hjertet var kun en ganske lille del af det. Hun sagde det ikke til ham nŒr de lŒ t¾t sammen, det havde ellers v¾ret det helt rigtige tidspunkt at sige det pŒ, fordi alt i ham var bl¿dt og forsvarsl¿st. Men hun t¾nkte det var bedst at vente, for i det sekund hun havde sagt det ville hun fremstŒ udsat, v¾rgel¿s som en fugl. Og de havde ikke kendt hinanden l¾nge nok til at hun havde lyst til at v¾re et levende hvirveldyr med karakteristiske fjer og de forreste lemmer modificeret som vinger, hvor deres mund er omdannet til et n¾b. Hun ville v¾re et menneske, ganske som han. Hun dr¿mte om de mest vidunderlige ting sammen med ham, men hun kom til at fort¾lle ham om sine dr¿mme og i det ¿jeblik man g¿r det, gŒr de aldrig i opfyldelse. Det vidste hun ikke, han vidste det heller ikke. Det vigtigste var, at hun ¿nskede at give ham alt. Og det gjorde hun virkelig, hun kunne bare ikke. Der var noget inden i som stoppede processen, som en arterie der har lukket sig, hvor blodet stadig str¿mmer fra hjertet, men ikke kan tr¾nge igennem til andre livsvigtige organer. Han vidste ikke om det var lungerne der manglede luft eller om det var nyrerne som ikke kunne komme af med affaldsstof. Men i k¾rlighed er der altid noget til overs, noget som godt kan undv¾res, og det at man l¾rer at leve med det, l¾rer at elske det, er lige netop det som g¿r det til k¾rlighed. K¾rlighed er at rumme et helt menneske. At elske med flere organer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 27 - Politimanden

 

 

 

 

 

Politimanden sagde til sin kone, at han var nødt til at tage nogle dage væk og, at det var fordi han elskede hende så meget, at han ikke kunne sige hvornår han kom tilbage. Hvis han ikke havde elsket hende, kunne han nemlig sige, at han aldrig vendte tilbage, tænkte hun.

 

 

Han forklarede hende, at hun var noget af det mest forstående, man kunne finde her på jorden og, at han altid havde følt det sådan. Hun undrede sig over hvorfor han ikke kunne v¾re fortrolig med hende, når hun nu var så forstående. Han sagde igen til hende, at han elskede hende, og at det var han fuldstændig sikker på. Hun blev mere i tvivl, når han nu allerede havde sagt det to gange. Han sagde det nemlig ellers aldrig. Han fortalte hende også at han var ked af alt rodet, og at det rodede sådan oppe i hans hoved. Hun tænkte, at det måske var på tide han fik ryddet lidt op.

 

Han sagde til hende, at hun slet ikke måtte tage det tungt, at han forlod hende og ikke vidste hvornår han kom tilbage. Han sagde, at hun måtte stole på ham. Stole på, at han nok skulle komme tilbage. Hun tænkte på om det var bedst han blev væk. Han forklarede hende meget intensivt hvordan han havde det. Han sagde, at han var meget forvirret og at hans job tog meget hårdt på ham og, at han følte alle hev i ham. Hun hørte ikke efter fordi hun for en gang skyld tænkte på, hvordan hun selv havde det.

 

Så forklarede han, at det de havde sammen, var noget helt enestående for ham og at det var rigtigt specielt sammen med hende og, at han helst ikke ville sætte for mange ord på, for det ville ødelægge oplevelsen, i stedet tog han rundt om hende: "Skat, du er noget særligt for mig. Du er vigtig" Hun nikkede og sagde at det var hun glad for at høre og tilføjede, at der var noget som hun også gerne ville sige. Han sagde lige et øjeblik og gik på toilettet. Da han kom tilbage igen, tog han armene rundt omkring hende og sagde, at han var virkelig vild med hende og at han var nødt til at gå nu, fordi han havde noget vigtigt han skulle ordne og, at det ikke kunne vente, men at han virkelig gerne ville høre på hvad hun havde at sige, men ikke lige nu, for han var allerede virkelig sent på den. Og han tilf¿jede med at smil, at det ville ødelægge noget af oplevelsen for ham, hvis de snakkede alt for meget om følelser lige nu.

Hun tænkte at det var bedst han gik og ønskede ham en dejlig tur, mens hun gav ham et kys, som han syntes var forhastet.

 

Det var det nok også, for hun havde brug for at få ryddet lidt op. Indeni og efter ham.

 

 

Tr¾et sŒ et par dovne lygter k¿re af sted en l¿rdag aften. Bilen k¿rte ikke hurtigt, men der var noget s¿rgmodigt ved mŒden hvorpŒ hjulene drejede rundt. Som om bilen skulle et sted hen den ikke have lyst til. Men det var nok helt naturligt, at det var sŒdan. Tr¾et havde jo heller ikke altid lyst til frostvejr, sŒ pŒ den mŒde var det nok ikke anderledes for en bil. Stemningen var lidt den samme, som nŒr bilerne bev¾gede sig af sted i regnvejr. Vinduesviskeren blev et udslag for bilens melankoli. Mekanisk melankoli. Gad vide om folk oftere gik fra hinanden nŒr det regnede? Var det i virkeligheden en tŒre oven fra? Det var ¾rligt talt sv¾rt at svare pŒ. Men tr¾et havde bem¾rket bilen med de bedr¿vede lygter og de s¿rgmodige hjul. Og tr¾et havde t¾nkt, at bilen hellere mŒtte skynde sig af sted og fŒ det overstŒet. Indeni i bilen sad politimanden som havde forladt sin kone og et uf¿dt barn. Han mŒtte t¾nke lidt. Det var n¿dvendigt for ham med nogle dage alene. Drabssagen tog n¾sten livet af ham. Han f¿lte sig for ung og utr¾net til den slags tunge sager. Men folk holdt vel aldrig op med at tage livet af hinanden. Det var lidt som at gŒ med aviser, t¾nkte han. NŒ turen var f¾rdig kunne man Œnde lettet op, men n¾ste dag var der nye aviser som skulle deles ud. Og nyhederne var jo omtrent de samme. Drab, vold, trafikulykker, krig, naturkatastrofer, nekrologer og lidt politik, som var slagtning - pŒ en anden mŒde. Forskellen pŒ nyhederne fra den ene dag til den n¾ste, var som regel, at krigen var brudt ud i et nyt land, eller trafikofferet k¿rte i en Audi i stedet for en Golf, eller at jordsk¾lvet havde ramt Iran i stedet for Japan. Det var bare navne der blev skiftet ud. SŒdan var det ogsŒ i drabssagerne. Han t¾nkte pŒ sin kone og m¾rkede allerede et savn. Han savnede hende mest nŒr han havde ondt af sig selv, og blev flov over den selverkendelse. Var det k¾rlighed? Savnet skulle vel v¾re der fordi han gerne ville holde om hende, holde pŒ hendes mave. Tale til hende og barnet. Vise at han elskede hende, ved at v¾re der, frem for at gŒ. Han f¿lte sig utilstr¾kkelig, dels fordi han gik og dels fordi han ikke kunne sige, hvorfor han var n¿dt til at gŒ. Han f¿lte ikke l¾ngere de kunne dele det inderste. MŒske var det derfor han ikke kunne tale med hende. Det ville jo g¿re ondt. OgsŒ pŒ hende. Graviditeten havde gjort ham distanceret. Han kunne ikke f¿lge med, fordi han ikke m¾rkede forandringen pŒ samme mŒde i sin krop. Han m¾rkede i stedet forandringen i sit sind. Det ville v¾re godt hvis han kunne ringe til hende, fort¾lle hvordan han havde det. Han fandt telefonen frem og k¿rte ind til siden. Ringede op. Telefonen blev taget, hallo? Hallo? Er der nogen. Han lagde pŒ. Sad helt forstenet. Det var mange Œr siden han havde gr¾dt. Nu sad han og holdt om sig selv. Rokkede frem og tilbage. Rytmisk. Han mŒtte tage sig sammen. Han kunne ikke. Hamrede hovedet mod rattet, blot for at m¾rke en anden smerte. Han mŒtte finde et motel. Han t¾ndte for vinduesviskeren og radioen. Skinger fusionsjazz.

 

 

Et neonskilt lyste op, mens det svingede let frem og tilbage i vinden. Som et pendul, eller et nu. En vinduesvisker. En del af skiltet stod og blinkede. Et lysstofr¿r var ved slukke for sidste gang. Faktisk var det et neonr¿r. En gas af kviks¿lvdampe og ¾delgas, der udsender ultraviolet lys pga. en vedvarende elektrisk udladning. Det ultraviolette lys passerer derefter et fluorescerende stof, lysstoffet. Og i det fluorescerende stof oms¾ttes en del af det ultraviolette lys til synligt lys. SŒdan var det ogsŒ for mennesket. Vi ser kun en del, resten forbliver usynligt for ¿jet, selvom det er der. SŒdan var det ogsŒ i drabssager, indtil beviser, vidner og f¾rden blev kortlagt. SŒdan var hans eget liv. Han synes ¿jet opfangede mindre og mindre. Han manglede det fluorescerende stof. Han svingede bilen ind. Der holdt kun en bil pŒ parkeringspladsen. En stor gammel sort Cadillac. Han kendte godt den biltype. 1953 Cadillac Coupe' De Ville. Den var lang og havde et reserved¾k udsmykket bagtil. Lincoln havde lavet en model, som havde efterlignet ideen med reserved¾kket. Lygterne var smŒ bagtil og store foran, under lygterne var en overdimensioneret kofanger i krom. Den lignede lidt en haj, nŒr man sŒ den skrŒt forfra. Hjulene var originale, sŒ det ud til. De havde i hvert fald den hvide ring mellem f¾lgene og det yderste tynde lag sorte d¾k. Han parkerede bilen og steg ud. Han tog et grundigere kig pŒ bilen. BlŒ l¾ders¾der. Gearet var et ratgear og automatisk. Sidespejlet var lille og rundt. Sk¿nhed gik frem for funktionalisme. Bags¾det var stort og havde forskellige anvendelses muligheder. Bilen var fuldst¾ndig tom, bortset fra en kasse pŒ bags¾det.

Neon skiltet og bilen gav en amerikansk stemning, hans gamle Toyota trak helt sikkert ned. I det mindste var det en pick up, r¿d og falmet af solen, rusten og brugt. Det var ikke til at forstŒ, at hans bil var langt nyere end dollargrinet ved siden af. PŒ vej ind til receptionen nynnede han brudstykket af en sang "Og hun spinder, spinder - med sine hver og en tolv cylindere" en sang, om nogle gutter der havde et mekaniker v¾rksted. Han kom ind og d¿ren smak i, helt af sig selv. Det var en dobbeltd¿r, den yderste del var en tr¾d¿r, den inderste havde h¿nsenet og kunne bruges hvis det var varmt. Mundvigene l¿ftede sig en anelse og var t¾t pŒ at ligne et rigtigt smil. Det var komisk. Han var i Sverige og det blev sj¾ldent mere end 20 grader. Selve huset var lavet af tr¾ og for mange Œr siden var det blevet malet hvidt. Det var ingen sk¿nhed, heller ikke arkitektonisk, men frontispicen var malet gr¿n og det gav en stemning som passede godt til de h¿je grantr¾er ved siden af. En usoigneret mand kom til syne bag counteren. Han var ret h¿j og havde en rimelig stor mave. Han ville nok se endnu h¿jere ud, hvis han tabte sig lidt. HŒret var fedtet og pŒ vej til at blive grŒt. Han spiste nok mange p¿lser og pommes frites. Ude i baglokalet kunne han se en yngre kvinde. Han kunne ikke se hende s¾rlig godt, men nok til at hun var k¿n og attraktiv hvis hun tog noget af sin make-up af og undlod at afblege sit hŒr. Han fik udleveret n¿glen til sit v¾relse, og da han Œbnede d¿ren lugtede der af gammel luft. Han lagde sig pŒ sengen, som var meget stor og han sank n¾sten fuldst¾ndig ned i madrassen. Han smed T-shirten, tog pengepungen op af baglommen og beholdt cowboybukser og st¿vler pŒ. Han Œbnede pungen og sŒ pŒ billedet af sin kone. Naturlig og harmonisk i sine tr¾k. Hun havde fŒet lavet nyt pas og skulle have taget nye billeder. De skulle have rejst til Italien, men han mŒtte blive hjemme, fordi en ung kvinde blev myrdet. Hun havde vist ham billedet og han kunne godt m¾rke, at hun gerne ville have, han skulle have et eksemplar i sin pung. Hun var romantisk pŒ en meget ungdommelig mŒde. Ja, det var da en p¾n mŒde at sige det pŒ. Han faldt i s¿vn med billedet af sin kone i hŒnden. Han var ogsŒ romantisk pŒ en meget ungdommelig mŒde. Det vidste han ikke selv. Men det sidste han t¾nkte pŒ var hende, og at det ville v¾re godt at ringe i morgen.

 

Han vŒgnede en time senere. Han kiggede ud. MŒnen var fuld og han besluttede sig for at ringe op alligevel. Han savnede hende. Han ville fort¾lle, at han elskede hende og, at han gl¾dede sig til at se hende igen. Han ville fort¾lle hende, at han var stolt over snart at skulle v¾re far. Han ville fort¾lle hende, at han igen m¾rkede hvad det ville sige at v¾re hel og halv. Men hun tog ikke telefonen. klokken var ogsŒ 01.30. Han ville ringe i morgen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 28 - Kom herover skat, sŒ fŒr du et kys

 

 

 

 

 

Han sagde til hende, at hun var virkelig fr¾k nŒr hun lŒ sŒdan, og at han var helt vild med hende. Han sagde til hende, at han elskede hende, selvom han godt vidste, at han havde et iltert temperament og, at han nogle gange gik over stregen. Han vidste det godt selv. Han forklarede at det var noget som lŒ til familien og, at hans far havde v¾ret "rimelig heftig", hvilket skulle forstŒs negativt, tilf¿jede han med et s¾rt smil. Han r¿mmede sig og uddybede ved at fort¾lle, at faren nogle gange havde v¾ret "godt oppe at k¿re" og at det var noget med hans arbejdsl¿shed. Han begyndte at rokke lidt pŒ stolen, og fortsatte med at fort¾lle. "Far var n¾sten aldrig hjemme. Men nogle gange kom han hjem med gaver bŒde til os og mor, og sŒ var han i rigtig godt hum¿r og alle drog et lettelsens suk. SŒ gik mor ud i k¿kkenet og hentede en ¿l til ham, mens hun varmede maden op pŒ panden og bagefter spurgte forsigtigt om han var sulten. Og sŒ svarede han lige sŒ k¾rligt, at det var han og, at han var nysgerrig efter at vide hvad "menuen stod pŒ" og hun sagde, at hun havde t¾nkt sig at varme frikadellerne og servere det sammen med den kolde kartoffelsalat. Og sŒ sagde far til hende, at hun lige skulle komme over til ham en gang, og sŒ kom hun over til ham og han holdt rundt om hende og sagde til hende, at frikadeller var lige det han havde mest lyst til. "Det lyder dejligt, skat" sagde han , og vi unger sad og kiggede pŒ ham. Vi sagde ikke noget, men nogle gange pr¿vede vi forsigtigt at n¾rme os og tit var vi heldige at fŒ et klap pŒ hovedet, hvorefter han smilte og sagde, dejlige unger.

Og nŒr sŒ mor kom med maden og han skulle til at spise, sad vi alle sammen og kiggede pŒ ham da han ¿ste maden op, og han smilte og spurgte om vi havde fŒet glo suppe, og om der ikke var mere af den, siden han skulle spises af med frikadeller. Og sŒ smilte mor altid sŒdan lidt undskyldende og tog h¾nderne ned i sk¿det, hvor forkl¾det lŒ foldet. Og sŒ tog han en bid og der blev helt stille. SŒ kiggede han rundt pŒ os, mens han smilte og sagde: "Kom lige herover skat, sŒ du kan fŒ et kys." Og sŒ rejste mor sig for at give ham et kys og far pandede hende sŒdan Žn og sagde til os unger, at han smuttede lidt. Det gjorde han sŒ og vi tr¿stede mor. " Hun sŒ pŒ ham mens han fortalte, og hun undrede sig over, hvordan han kunne fort¾lle det som en ganske almindelig hverdags historie. Det var nok for at distancere sig, han fortalte det pŒ den mŒde. Og hun havde h¿rt hvert et ord han havde sagt. MŒske var det forkert at lytte? Hun lŒ pŒ gulvet under et bord. Hendes krop var strakt ud i alle fire verdenshj¿rner. Han havde bundet hende fast. En arm til hvert ben, og et ben til hvert ben. Han sad pŒ en stol og sŒ ned pŒ hende, mens han fortalte. St¿vlerne vippede lidt frem og tilbage, sŒ der n¾sten var en rytme i hans ord. Hun fr¿s. Hun vidste ikke om det var pŒ grund af ordene han sagde, hendes egen situation, eller det faktum, at hun var n¿gen.

Han fortalte hende igen, at hun sŒ meget smuk ud og, at han ville gŒ ud og lave noget l¾kker mad, for i aften skulle de rigtig hygge.

SŒ rejste han sig og sagde, at hun bare skulle blive liggende. Han sagde det pŒ samme mŒde som Žn der henter et glas vand, lige efter de har elsket.

 

Bagefter kom han smilende tilbage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 29 - Metempsykose og metamorfose, forandring og sj¾levandring

 

 

Hun sv¾vede foran det hemmelige m¿rke med armene strakt helt ud. Hun kiggede op og sŒ himlen med de tusinde stjerner. Hun var pŒ vej til at forlade det smukkeste hun endnu havde set, til fordel for noget hun endnu ikke kendte. Hvor lang tid kunne man se pŒ det smukkeste f¿r det mistede sin sk¿nhed? Hun kunne stadig nŒ at vende om. MŒske skulle hun sv¾ve op til de tusinde stjerner der lyste i farver vi slet ikke vidste fandtes.  Hun s¾nkede armene og en hale af lys fulgte efter, med et strejf af chamois. Hun steg langsomt, sv¾vede op til en verden der var sŒ smuk at hun mŒtte lukke ¿jnene, frem for at undlade at blinke.  

Hun h¿rte en stemme hviske "Adonis, Adonis". Ordene fl¿j pŒ en vingespids gennem luft af eventyr og strejfede hendes coeur.

"Adonis, Adonis, rien ne vaut comme", stemmen var legende luftig og let. Hun kunne ikke afg¿re hvorvidt det var en kvinde eller en mand. Stemmen var ganske ung. Hun lyttede og sv¾vede helt stille.

".. jouer de la harpe..." det var stadig den samme stemme.

"...d'un jour ‡ l'autre.." en lidt m¿rkere stemme svarede. Hun lyttede til en samtale uden ansigter og bem¾rkede, at de var i fuldst¾ndig harmoni.

"Adonis" tonika C-dur.

"AmŽne ta viande" stadig tonika.

"Pourquoi?" subdominant F-dur.

"Pour ton bien" dominant G-dur.

De talte i klange. Stemmernes indbyrdes forhold og afstand forblev n¿jagtig den samme. En tonal kadence. Palestrina.
Stemmerne blev svagere, lidt efter lidt. Diminuendo... poco a poco.
Hun mŒtte h¿re mere.

For nogen gange var det man h¿rte smukkere end det man sŒ.
Parfois ce que vous avez entendu Žtait plus beau que ce que vous avez zu!
Qui vivra verra.

 

"Adonis. ætre blanc comme neige. Adonis. Thaumaturge. Thaumaturgie. "

Hun sv¾vede helt stille, lyttede til den smukke stemme i tonika, som nu var blevet en F-dur. Var Adonis et navn? Kunne stemmen ikke finde Adonis? Hun sv¾vede stadig helt stille og lyttede. Der blev kun talt i tonika. Adonis svarede ikke. MŒske var der sket noget? MŒske var Adonis rejst. Hun h¿rte den fortvivlede stemme kalde og blive ved med at s¿ge efter Adonis.

 

 

( Sans crainte ni faiblesse) "Je ne peux ni neveux le faire." Stemmen l¿d bestemt. Der var ikke den samme klang mellem dem l¾ngere. Adonis svarede i en B-dur. Var det et sk¾nderi? Var det i stedet for at sk¾ndes. Dishamoniske toner. Var det mŒden at bevare sk¿nheden i et sk¾nderi? Eller skal et sk¾nderi v¾re grimt for at v¾re et sk¾nderi? Kan man sk¾ndes pŒ en smuk mŒde. Det var den mest disharmoniske akkord. F og b. Det var fanden i musikken. Toner der sk¾ndtes. Det var diabolus in musica.

 

Hun sv¾vede langsomt ned mod d¿ren, og som hun kom t¾ttere pŒ d¿ren bredte et lavenblŒt lys sig. F¿rst langt inde i rummet. Snart fyldte det hele rummet og d¿ren smak. Som det blŒ lys kom t¾ttere pŒ bev¾gede hun sin krop. BlŒ b¿lger dansede som en stum elsker henover hendes krop. K¾rtegnede alt ved hende som var smukt.

 

Hun tegnede geometriske figurer med sin m¾lkehvide krop. Bev¾gelsen startede ved foden som n¾nsomt blev f¿rt frem, ud til siden og bagud, sŒ hele bev¾gelsen tegnede en halvcirkel. Et lavendelblŒt lys fyldte rummet og nŒr hun lagde hovedet lidt pŒ skrŒ skiftede den lavendelblŒ nuance til azurblŒ, campanulablŒ, cyanblŒ, ceruleanblŒ, lapisblŒ, lavendelblŒ, svovlblŒ og ultramarin. Hun rejste sig op og cirkler i blŒ farver bev¾gede sig, flettede sig ind og ud af hinanden. De blŒ nuancer farvede hinanden. Nogle af cirklerne dannede par og blev til en organisme, en helhed. Hun lod sin finger tegne trekanter og farverne skiftede fra blŒ til chamois, okker, krom, cadmium og nankingul. Trekanerne bev¾gede sig mod uret, adstadigt, sagte. Trekanterne dannede par og blev til firkanter og hver gang de smeltede sammen blev en tone f¿dt, som voksede i rummet, andante, adagietto, larghetto, lento di molto. Firkanterne drejede stadig mod uret, men i et langsommere tempo, lentando, rallentando. Fladerne spejlede sig i hinanden og blev til to ende v¾gge, to side v¾gge, en top og en bund. Afstanden mellem fladerne, der spejlede sig i hinanden, forblev n¿jagtig den samme. SŒledes blev to dimensioner til tre. Et rum mere blev f¿dt. Der blev dannet tre dimensioner i form af polyeder. De blŒ cirkler kredsede om de gule polyeder og farverne smeltede sammen. Det blev til cadmium- og kromorange. I det nu hvor de nye farver blev undfanget, vibrerede tonernes klangflade i en svingning af overjordiske lydb¿lger. Tonen svingede og stod samtidig fuldst¾ndig stille i luften. Det var et Œndel¿st nu i frekvensomrŒder vi ikke vidste fandtes. EfterhŒnden som fusionen var fuldendt trak masserne sig sammen, stoffet fik mere tyngde, og figurerne accelererede. Allegro ma non tanto, allegro moderato, allegretto, rapido, subito, allegro assai, vivente, vivo. Figurerne begyndte at ¾ndre form. Og ¾ndre farve. EfterhŒnden som tempoet blev stadigt hurtigere blev farven m¿rkere, cerise, fraise, framboise, karmin, karmoisin, cinnober.

Hun strakte sine arme som begyndelsen til en koreografi og gik frem i rummet pas ‡ pas, au de pas, ‡ pas feutrŽs, ‡ pas de loup. Hun sŒ sig selv, spejlede sig selv vis-ˆ-vis. Delte sin sk¿nhed med sig selv og blev endnu smukkere. Der var fuldst¾ndig kongruens. Purpurhvide nuancer blandede sig med alabast, marmorhvid. Dufte begyndte at forme sig i rummet. F¿rst helt svagt, umiskendeligt. Duftene blandede sig med hinanden, fik mere tyngde, og blev tydeligere. Mere fremtr¾dende som nŒr alt uv¾sentligt sk¾res fra og kernen stŒr tilbage i et rent sart lys. Jo mere tyngde duftene fik, desto renere blev deres udtryk. Til sidst bredte sig en elysisk duft af liljer. Duften sm¿g sig rundt om alt i rummet, k¾rtegnede hver flade og krog, gled lydl¿st gennem atmosf¾ren i kosmisk strŒledans. Eufori af lysende perler blev forl¿st i et nu, sv¾vende som smŒ kugler i et vakuum af ¾stetisk elegance. Perlerne skiftede farve, blev m¿rkere, violet, lilla, heliotrop, magenta, mauve, parmalilla, syrenfarvet, violet. En duft af liljer blandede sig med syrener og violer, minuti¿s botanisk korrekthed. Blomsternes og naturens metaforik. Duftene begyndte at antage en ny form. Blev m¿rkere. Blade faldt ned og lagde sig. Muld og jord sk¿d op, luften blev tungere, dunkel, sortladen, obskur. Til sidst var rummet kul sort. Renset for alt liv. Ingenting at se. Ingenting at h¿re. Intet at m¾rke. SŒdan stod rummet i en evighed.
Men som Œrene gik voksede der et lys gennem en spr¾kke. Og langsomt ¾ndrede rummet sig. Det blev lysere. Rummet Œbnede sig. En ny flora blev fostret. Duftene voksede og forplantede sig som smŒ spirer og blade i rummet, og farverne transformerede, ¾ndrede sig til absint, chartreuse, jade, smaragd, oliven og som stilke og planter sk¿d op ¾ndrede nuancerne sig til bregnegr¿n, forŒrsgr¿n, majgr¿n, lindegr¿n og vŒrgr¿n. Fin regn fyldte rummet og hver et spir og blad. St¾nk landede pŒ den m¾lkehvide hud og som regnen skiftede fra st¿v til st¾nk, til dryp til smŒ regn, til regn for til sidst at sile ned, skyllede hendes porcel¾nshvide hud v¾k. Til sidst stod hun forvandlet i et rum omgivet af blomster, blade, grene og tr¾er.

 

 

firkant

formel

 

 

Et sart gulligt lys kom ind fra oven, som hun tog sin krinoline pŒ. Hun havde allerede taget sin hofteholder pŒ og det franske korset som blev sn¿ret bagpŒ, og kendes pŒ timeglasformen. En form med to kegler, som vender imod hinanden, sŒ der dannes en lidt h¿jtsiddende hvepsetalje. Det er lavet med stivere, til at tvinge alle kvindens ribben opad, hvor de naturligt gŒr skrŒt nedad, og tvinge de nederste ribben i brystkassen indad. Hun betragtede sig selv og lod sine fingre glide let henover den m¾lkehvide porcel¾nshud. SŒ l¿ftede hun foden forsigtigt fra gulvet og tog sin ballerinasko pŒ. Den var rosa og stoffet af satin. Ude i spidsen af skoen var der et lag af hessian og lim og sŒlen var af l¾der og ganske slidt. Hun tog skoens bŒnd og satte foden fladt mod gulvet og begyndte at sn¿re bŒndet op og startede pŒ indersiden af foden. SŒ f¿rte hun bŒndet tv¾rs over foden og to gange rundt om anklen og krydsede det andet bŒnd over det f¿rste, over foden og rundt om anklen. Til sidst bandt hun en knude pŒ indersiden ved anklen og stoppede knuden og enderne ind bag omsn¿ringen. Alle bev¾gelser var n¿je afmŒlt, afstemt med graci¿s perfektion. Synet var det ypperste af kvindelig sk¿nhed. Hun var som en nymfe. Oph¿jet. H¾vet over al jordisk kompromis. En gudinde. Et symbol pŒ sk¿nhed. Forf¿relse. Hun var det fremmeste et menneske kunne se. Hun vakte lyst. Lyst til at gŒ pŒ opdagelse under hendes krinoline. L¿sne hofteholderne sŒ str¿mperne kunne glide ned af det ¿vede ben, som med en perfekt anatomi ville give f¿lelsen af at r¿re ved noget guddommeligt. En ber¿ring af noget Œndeligt, som normalt er helligt og usynligt for et jordisk ¿je. Forbuden frugt. At blive fristet. Fristet af k¿dets lyst. Og vide at i det ¿jeblik ber¿ringen finder sted opl¿ses sk¿nheden og forvandles til beg¾r. Primitiv lyst. L¾ngsel efter geng¾ldelse. Efter mere. Bekr¾ftelse. En urkraft. En st¾rk l¾ngsel, som styres af en indre drift. At beg¾re. Lysten til erotik. Ikke som forelskelse. Forelskelse kan mŒles et andet sted i hjernen, pŒ grund af h¿je koncentrationer af dopamin og lav produktion af stoffet serotonin i hjernen. K¾rlighed eller hengivenhed, kan mŒles et tredje sted i hjernen. K¾rlighed er lysten til etablering af et l¾ngerevarende forhold, som hj¾lpes pŒ vej af hormonet oxytocin.
NŒr ¿jet betragtede denne vidunderlige skabning kunne det umuligt t¾nke, men ¿jet kunne se. Det ¿jet sŒ, kunne hjernen fortolke, fordele og sortere. Noget kom ud i dr¿mme, andet blev gemt, noget udl¿ste bestemte f¿lelser og f¿lelserne blev placeret forskellige steder i hjernen. Hun var en undersk¿n skabning. Skabt til at r¿re. Klassiske toner af ouverturen til Jules Massenets Manon begyndte og rummet blev endnu mere luftigt og sart. Og som hun stod der ved barren med armene i 5. position og b¿jede kn¾ene i demi pliŽ forplantede sig en ¿mhed i rummet, der gjorde alt levende stumt. Det var ikke kun ¿jet der sŒ. Hjertet kiggede ud gennem navlen, fingrene blev som stilke hvorpŒ der sad en blomst og sŒ med sin krone og blade. Hun l¿ftede h¾len og lavede en grand pliŽ i 1. 3. og 5. position. ¯jnene sŒ lige frem. Hendes hoved blev holdt lige og hendes hals blev gjort sŒ lang som mulig. Armene skiftede til 2. position og benet gled hen over gulvet i battement tendu. Man kunne h¿re l¾deret under skoen glide hen over gulvet til Œben position. Hun skiftede til en battement frappŽ, hvor foden flekses og hviler blidt mod anklen pŒ det b¾rende ben f¿r den rammer gulvet med et sm¾ld. SŒ udvidede hun ¿velsen til en dobbelt battement frappŽ i det hun krydsede h¾len bag anklen og tilbage igen. Armene blev stadig holdt i 2. position, men det arbejdende ben skiftede til en grand battement hvor benet, kn¾et og foden er strakt sŒ h¿jt som muligt, uden at l¿fte for meget i hoften. Hun udf¿rte ¿velserne f¿rst fremad, sŒ til siden sŒ bag ud og sŒ til siden igen. Det kaldes en croix, og lignede et kors. Da hun var f¾rdig skiftede hun position, og stod nu i hj¿rnet af rummet og ¿jnene sŒ diagonalt pŒ det modsatte hj¿rne i rummet. Hun fandt et punkt, hun kunne lade ¿jnene hvile pŒ, for at fastholde sin koncentration og undgŒ svimmelhed og startede i pliŽ fulgt af en h¾vning til demi point (halv tŒ) efterfulgt af en drejning. Hun lavede variationer af piruetten startende med dehors, udefter, v¾k fra det b¾rende ben, bagefter indefter, en dedans. Hun forsatte ¿velserne og stod til sidst i en arabesque, en af ballettens smukkeste grundstillinger, hvor det ene ben str¾kkes bagud. Og som ¿jet betragtede den lethed hvor med hver en bev¾gelse blev udf¿rt, f¿dtes en poesi. Ud af hendes krop sprang fjer som holdt hende med en sŒdan ynde, at ¿jet mŒtte tro hun havde vinger. Hun sv¾vede gennem tid og rum og som hun gentog sine spring blev bev¾gelserne endnu mere smidige, endnu mere fuldendte og for hvert spring voksede fjerpragten, ud gennem hendes krop. Dunene blev til d¾kfjer som blev til trŒdfjer og konturfjer som blev til svingfjer og styrefjer og for hvert spring blev hendes fjerpragt st¿rre og mere virtuos. Fjer i lyse nuancer faldt af den storslŒede fjerpragt og de blev bŒret oppe, som af en usynlig hŒnd. EfterhŒnden slap den usynlige hŒnd sine fjer og de dalede ned sŒ sagte, at ¿jet ville tro det var sne. NŒr ballerinanen sprang forbi med al sin ynde og satte sin fod, blev store og smŒ fjer hvirvlet op i atmosf¾ren pŒ ny, og for en stund sv¾vede de atter i den usynlige hŒnd. Og nŒr den usynlige hŒnd slap sit tag, dalede fjerene atter ned, og som hendes fjerpragt blev st¿rre og mere prangende faldt endnu flere fjer af, og som hun dansede af sted blev rummet fyldt med fjer og nogle fandt vej ud gennem en Œben spr¾kke og forsatte deres rejse i nye universer, hvirvlede af sted i nye luftlag og blev afk¿lede og krystalliserede og faldt til sidst sŒ smukt i tr¾toppe og kroner og pŒ byens tage og som de dalede ned, trak de mere kulde med sig og hav og s¿ blev til is. Fjerene var blevet por¿se og med sig havde de bragt poesi og eventyr af en anden verden. Og som det blev varmere og isen pŒ hav og s¿ smeltede, tabte ballerinaen sine fjer og det sarte gule lys kom atter ind gennem spr¾kken og for oven.

 

 

Hun tog sine sko af, foldede hvert et bŒnd ud som en labyrint og som bŒndet blev l¾ngere og vejen til enden kortere, vokser et andet menneske ud af snorene. Mennesket er adr¾t og smukt og har lange st¾rke arme og hun stŒr op pŒ sin tŒ og han f¿rer hende rundt i en promenade. Hun stŒr i en arabesque og drejer sagte. Han f¿rer hende rundt pŒ tŒ i en cirkel. SŒ tegner han en usynlig linje med sin finger fra hendes strakte hŒnd til hendes tŒspids og en anden linje fra hovedet til den b¾rende fod. Det er adago ¿velser, sŒ hendes holdning bliver helt korrekt og hendes udtryk med st¿rst mulig gratie. De gentager ¿velserne for at kunne nyde hinanden endnu mere. Skiftene bliver hurtigere. En klassisk pas de deux. Han st¿tter sin ballerina i en arabesker, snurrer hende rundt og l¿fter hende op i sv¾vende stillinger. Hun virker som en fjer i afs¾ttet og som en levende figur i rummet. Hun giver form, en str¾ben bort . En sv¾ven i et rum uden tyngdekraft. Det Œndelige billedsprog blev en udl¾ngsel efter frihed og lethed. At kunne frig¿re sig fra sit legeme. I romantikken var tŒspidsteknikken en flugt fra virkeligheden. I dag er den blevet en kunstart i sig selv. Og som hun leger sig hen over dansegulvet, broderer hun et m¿nster af det sk¿reste glas og f¿lger sine f¿dders l¾rkevingeflugt med stor beundren. Han fanger hende og tager om hendes ene arm og l¿fter den op. Hun holder om hans langefinger. Hun drejer ved at skubbe fra med sin anden hŒnd i hans, mens hun hurtigt f¿rer benet frem - ud til siden og ind igen, en finger fouettŽ. Han slipper hendes tag og g¿r antrit til en temps de poisson og han ligner en laks der springer op ad vandet i en s¿lvskinnende kurve. Hun beundrer ham med sit hjerte og svarer hans fiskespring med en pas de chat, og hun springer let og elegant som en kat. Ingen af dem t¾nker pŒ, at katten spiser fisken. De laver changement, skift. De begynder i femte position og springer og skifter ben i luften og lander med det andet ben forrest i femte position, De skiftede ben op til tre gange i luften, en entrechat six. Deres kroppe bringer en sk¿nhed ind i rummet. Og som de udforsker hinandens blikke opstŒr et sp¾ndingsfelt imellem dem. De bev¾ger sig som et menneske i rummet. Hvis han flyttede sig gjorde hun det ogsŒ. Hvis han vendte sig, gjorde hun det ogsŒ. Til sidst stŒr de som forstenet lige over for hinanden. ¯jnene flakker, fulde af lyst. SŒ glider de v¾k fra hinanden og begynder forfra. De graci¿se arme k¾rtegner rummet og toner blidt over i en serie langsomme bev¾gelser. Han slap pŒ intet tidspunkt hendes ¿jne. SŒ fors¾tter de med piruetter, dehors fra femte position og smŒ hurtige spring hvor benene gnider mod hinanden. Og som de gled henover gulvet og deres kroppe Œndede, bredte sig en varme, fra deres inderste, og videre ud gennem maven og navlen, og videre op gennem leveren og hjertet, for til sidst at forplante sig i et Œndel¿st nu. Her stŒr de sŒ, omgivet af et sart gulligt lys fra oven og en spr¾kke. Og for hver gang de r¿rer hinanden bliver det sarte lys mere skarpt, nuancerne skifter fra cadmium til bambusgul, til okker, messinggul, kromgul, korngul og strŒgul som bliver til en dyb gul, og for hver gang bliver lyset st¾rkere, karrygul, safran, urgul og sennepsgul og gemsegul og lyset sv¾ver ud gennem spr¾kken og videre ud i et m¿rke som lidt efter lidt bliver lysere, skifter fra sort til m¿rk til dunkel, og for hver gang det store m¿rke lysner bliver toner f¿dt, f¿rst et stille dryp af regn, der h¿res som en kugle fostret i vand, efterfulgt af den f¿rste kvidren og de f¿rste vingeslag og for hvert vingeslag kommer nye til og bliver til smŒ tramp og st¿rre tramp og store tramp og smŒ skridt og store skridt og trin og fodtrin og barnegrŒd og latter.