Hvepsereden

 


Novelle af Lulu Dyhr Helt

 

En lille dreng, med lyst krøllet hår, begav sig ned mod legepladsen på en blå cykel med støttehjul. Mens han cyklede bevægede de forslåede knæ sig op og ned. Knæene så store ud. Nærmest som om den normale anatomiske afvejning mellem knæ og ben udeblev. Men når alt kom til alt var han bare en ganske almindelig dreng, hvilket understøttes af det faktum, at han er opvokset i et småborgerligt dansk parcelhuskvarter sammen med sin mor, der arbejder i den lokale Brugs, og en far som kører bus. Den lille dreng havde en IQ på 109 og var således almindeligt begavet. Selv hans navn var helt almindeligt. Ole hed han.

Nede på legepladsen cyklede Ole lidt rundt for sig selv. Sanseindtrykkene fløj rundt og luften blev mættet af skrig og råb. Ole betragtede en mørkhåret pige, der sjippede. Som piskeslag slog tovet mod asfalten; mens fødderne raskt slap og fandt jorden. Armene roterede og håret blafrede. Hun havde en lap på højre knæ, en gul smilende sol. Hendes bluse var falmet og de steder hvor den havde sin oprindelige farve, blev der dannet mørke skygger på den spinkle krop.

Hun sang et rim og en jævnaldrende stod og ventede på at komme ind i den hellige leg. Pludselig sprang en tredje pige ind under sjippetovet og nu var legen blevet udvidet til en gyngende duet. Pigen der blev tilovers gav sig uden synlige mén til at hinke. Sådan var det på denne legeplads, et hierarki af drømme og skuffelser.

De fleste børn legede og talte sammen, som en sværm af summende sammenhold. Ja - de fleste udstrålede ligefrem energi og glæde; men som det altid sker falder nogen uden for mængden. Det var Ole.
"Ole bole gik i skole" fem børn stod og råbte i kor, med øjne der gnistrede som lyn. Deres læber var som en symmetrisk strøm af ondskab. Pludselig stoppede deres hånlige opkog og lederen tog ordet: "Sig det nu, Ole"

Men Ole sagde stadigvæk "gebagebærer" og endnu engang begyndte den opspundne legeplads racisme, et fysiopsykologisk hærværk, om man vil. Oles ansigt skiftede fra hvid til rød og tårerne løb ned af de solmodne danske æblekinder.
Alt imens dette drama udspillede sig, havde moren siddet i Brugsen og sagt: "239,25 kr. tak, har du et medlemskort?" Og faren havde siddet i bussen og mumlet ned i mikrofonen: "Næste stop Hundige station, bussen kører ikke videre". Samtidigt havde en bi forladt sit bo og Oles storebror havde set på armbåndsuret og var begyndt at småløbe.


I selv samme øjeblik sank Ole sammen på asfalten. To drenge begyndte at slå på ham, snart var der fire. Efter kort tid blev der dannet en kreds af forbløffede hoveder, og selvom de fleste var lidt
udenforstående, tog det ikke lang tid før de små summende læber stemte i og fulgte lederes skældsord.


Faren havde nu parkeret bussen, og stod i busdøren og røg en cigaret; mens han ventede på at klokken ville blive 17.02, så skulle han køre den sidste tur og klokken 18.00 ville han have fyraften.
Moren nede i Brugsen havde taget dagens sidste hvil, ude på personaletoilettet, hvor hun havde røget et halvt skod, smidt det i toilettet og trukket ud, skoddet havde overlevet, hun trak igen, vaskede hænderne, rettede lidt på håret og begav sig ud til den sidste times stressende kasseekspedition. Og bien der havde forladt sit bo var i mellemtiden blevet synligt beruset, efter indtagelse af safterne fra et nedfaldet, gæret æble.
Samtidig løb Oles storebror sig ned på legepladsen, for han skulle hente sin lillebror inden forældrene kom hjem.


Kredsen trak sig væk, forsvandt som dug når den stærke morgensol bryder frem og løsriver sig fra nattens jerngreb af drøm og mareridt.

Midt på asfalten lå Ole omgivet af et mærkeligt skær. Der lugtede som en tyk og vammel strøm af vold. Ole bevægede sig ikke. Øjnene var lukkede og de små hænder var knyttet sammen til to hårde sten. Kroppen så tung ud, som den lå der, knæene var bøjede, og der var en grålig tyggegummiklat under fodsålen på de græsgrønne; men oprindeligt hvide tennissko.
Hans lyse hår blafrede lidt i den lune sommervind; mens kroppen udsendte et skær af bevidstløshed. Læberne var ved at blive blå.

Det var ikke til forstå, at Ole kort tid forinden havde betragtet pigen med sjippetovet. Han havde fulgt hendes bevægelser med et beundrende blik samtidig med, at de små fingre havde pillet i såret på sit knæ. Lidt efter var hans opmærksomhed blevet rettet mod en bille. Den lille hånd havde samlet den op og holdt den indespærret, han havde mærket hvordan de små ben havde kæmpet for at komme fri. Det havde kildet lidt og Ole havde udbrudt et forsigtigt skrig.

Et øjeblik senere startede den store dreng sit drilleri. Ole havde spejdet efter sin storebror, for han var bange, Ole havde råbt; men opgav kort efter den ulige kamp og havde bare holdt armene rundt om sig med lukkede øjne.

Nu var det pludselig som om, at tiden stod stille. Fuglesangen var forsvundet, sjippetovet hang med halen - selv solen måtte fortrække og overlade sit domæne til de mørke skygger. Det sorte damptog havde kurs mod den blå himmel og snart begyndte det at buldre.

De første dråber nåede de måbende kinder; men det var ikke kun regnens dråber. Med et smæld af krads realisme vågnede virkeligheden fra sit dvale op til et sandfærdigt mareridt.

Oles storebror kom til sig selv:

"Stå dog ikke der og glo for helvede. Løb - løb efter hjælp - I møgunger, løb"

Han tog sin jakke af og lagde den om Oles kolde krop; en pige tog sin trøje af og lagde den med megen forsigtighed under Oles hoved.

De blå blink og lyden af sirener gav genlyd mange blokke væk.

Men hvad skete der egentlig med Ole, der aldrig nåede at sige bagagebærer. Jo - han vidste det ikke; men han var overfølsom.

Den berusede bi havde fundet vej ind i Oles mund; den var blevet spærret inde. I modsætning til Ole gik bien i panik og tog sit eneste kampmiddel i brug, næst efter flugt.

En biting eller et menneskeliv.
Et bagagebærer og drilleri.

Nu var klokken blevet seks og Oles mor cyklede hjem fra arbejde. Oles far havde netop parkeret bussen og Oles storebror sad i ambulancen og holdt sin lillebror i hånden.

Alt imens fløj Ole væk på sin cykel og landede på en sky, hvor han slog støttebenet ned og satte sig på "gebagebæreret", så verden i fugleperspektiv og tænkte på det evige liv, blomsterne og bierne.

 



Copyright Lulu Dyhr - all rights reserved